I dette tilfælde af fratrædelse er det mere nærliggende at drøfte et kontraheringsansvar for lederen, f.eks. hvis lederen åbenbart ikke havde til hensigt at fortsætte som leder som aftalt, og navnlig hvis ejeraftalens forudsætning om fortsat medlemskab af ledelsen er knyttet til gensidige begunstigelser i aftalen. Anderledes, hvis lederens fratræden er begrundet i frygt for at skade selskabets interesser, hvilket dels kan støttes på den trinhøjere norm i selskabsloven om loyalitetspligt, dels hensynet til at undgå et ansvar efter SL § 361 ved pligtens tilsidesættelse. Som nævnt falder en nærmere drøftelse af ledelsesansvaret uden for artiklens fokus.

Det må antages, at alle civilrettens beføjelser for håndhævelse af aftaler også kan anvendes på ejeraftaler for at fremme deres aftaleretlige normering.

Erstatning forudsætter, at de erstatningsretlige betingelser er opfyldt, herunder navnlig dokumentation for et forårsaget, adækvat, uafværgeligt tab, hvilket kan være en udfordring ved den form for adfærdsnormering, som en ejeraftale ofte angår. Erstatning er dermed ofte ikke en større hjælp ved håndhævelse af ejeraftaler, hvilket øger interessen for andre former for håndhævelse.

Det kendetegner den gyldige aftale, at man kan gennemtvinge naturalopfyldelse ved retsordenens hjælp. Da forarbejderne til SL § 82 klart antager, at ejeraftaler er gyldige aftaler, rejser det spørgsmålet, om den normering, som en ejeraftale tilstræber, kan søges gennemført ved dom.

Det må her indledningsvis antages, at spørgsmålet ikke kan opstå ved absolutte konflikter, dvs. hvor ejeraftalen tilstræber en normering, der strider mod selskabsloven eller vedtægterne. Her er der sammenfald mellem retskildehierarkiet i aftale- og selskabsretten, og ejeraftalen er i tilfælde af absolut konflikt aftaleretligt ugyldig. Forarbejdernes anerkendelse af ejeraftalens aftaleretlige gyldighed synes da også kun at angå tilfælde af betinget konflikt, som det f.eks. havde været tilfældet i U 1996.1550 H.

Naturalopfyldelse ved dom er således kun relevant at drøfte, hvor der foreligger en betinget konflikt mellem ejeraftalen og den selskabsretlige normering. Det skal dernæst bemærkes, at naturalopfyldelse ved dom forudsætter, at der er klarhed over ejeraftalens tilstræbte normering, som fastlagt ved en aftaleretlig fortolkning af ejeraftalen.

I sådanne tilfælde må det antages, at ejeraftalen kan gennemtvinges i aftaleretlig henseende, men ikke i selskabsretlig. Den aftaleretlige naturalopfyldelse kan bestå i en dom, hvor den af ejeraftalen forpligtede part