der hvilket faktum som lægges frem eller betones, og hvilke anbringender der fremføres, dvs. hvorledes sagen skal lægges op. Dette har naturligvis betydning for Højesterets dom. Ofte er det vanskeligt at fastlægge en regel meningsfuldt, uden at den enten får et meget begrænset anvendelsesområde, eller må udtrykkes med reservationer, i begge tilfælde med den konsekvens, at reglens praktiske anvendelighed reduceres væsentligt. ²²¹221. Domstolenes retsskabelse er behandlet af Bernhard Gomard i Højesteret 1661-1986 (Torben Jensen, W.E. von Eyben og Mogens Koktvedgaard, red.), 1986, s. 45 ff.

I visse tilfælde er der momenter eller forhold i en sag, som kan have betydning for bedømmelsen af sagen, men som ikke har tiltrukket sig parternes interesse, eller som blot ikke er belyst tilstrækkeligt. I sådanne situationer kan Højesteret efter omstændighederne være nødsaget til at afgøre sagen uden hensyntagen til det pågældende forhold, hvilket kan føre til, at det af begrundelsen kommer til at fremgå, at sagen muligvis kunne have fået et andet udfald, hvis forholdet havde været en del af sagen.

Almindeligvis indeholder Højesterets præmisser en begrundelse for resultatet, men ikke for alle de alternative synspunkter, som man eventuelt kan tænkes at anlægge. Synspunkter, som umiddelbart forekom relevante og rigtige under voteringen eller under drøftelserne i forbindelse med domskrivningen, men som viste sig ikke at kunne bære igennem, vil ikke fremgå af dommen. Det samme gælder analyser og ræsonnementer, der måske var nyttige undervejs i processen for at stille skarpt på de enkelte problemer og frasortere irrelevante elementer, men som ikke bidrager til forståelsen af Højesterets begrundelse.

Højesteret vil, som tidligere nævnt, forholde sig til parternes anbringender, men føler sig ikke bundet til specifikt og udtrykkeligt at tage stilling til alle anbringenderne i sine præmisser. ²²²222. Jf. herved U 1999.1219, hvor Højesteret bemærkede, at begrundelsespligten efter retsplejelovens § 218, stk. 1, og den dagældende bestemmelse svarende til § 218 a, stk. 1, ikke kan udstrækkes til et krav om, at retten skal være forpligtet til at tage udtrykkeligt stilling til samtlige fremførte beviser og argumenter, når dette er unødvendigt for at begrunde afgørelsen. Nogle gange nøjes Højesteret således med en model, hvorefter man, efter at der er taget stilling til de centrale anbringender, tilføjer, at det, som parten i øvrigt har anført, ikke kan føre til et andet resultat. Som jeg allerede har været inde på, af-