punkter præsenteres på en klar og overskuelig måde, kan illustrere, hvor »tæt« den vindende part var på at tabe. Et eksempel herpå er Højesterets dom i U 2002.1531, hvor en advokats videregivelse af fortrolige oplysninger til Københavns Fondsbørs ifølge fire ud af de syv dommere var sket til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse og ikke udgjorde et brud på god advokatskik.

Det forhold, at en dom afgøres uden dissens, er naturligvis ikke ensbetydende med, at resultatet har ligget lige for eller at der har været enighed fra begyndelsen. Der sker ofte, at dommerne under voteringen og domsskrivningen har været i tvivl og måske har haft forskellige opfattelser af, hvad det rigtige resultat var, men at denne tvivl er bortvejret eller mindsket under processen, og at der undervejs er opnået enighed.

Domsskrivningen sker ud fra den grundlæggende forudsætning, at der træffes en afgørelse i en konkret sag, som samtidig ofte rummer principielle aspekter. I takt med at Højesterets rolle som præjudikatdomstol er blevet mere og mere udtalt, er præmisserne i Højesterets domme de senere år blevet mere omfattende, og der gøres mere end tidligere ud af at formidle og forklare Højesterets begrundelse for afgørelsen.

Det er vigtigt, at de dommere, der behandler sagen, har blik for, om sagen indeholder principielle problemstillinger, idet dette kan have betydning for, hvorledes dommen affattes. Det må således undersøges og overvejes, om der er behov og grundlag for, at der i dommen udtrykkes en regel eller et princip, der kan finde anvendelse i andre, tilsvarende sager. På områder, hvor der f.eks. hersker en retsusikkerhed, vil det af indlysende grunde være formålstjenligt, at Højesteret bringer denne usikkerhed ud af verden.

Som udgangspunkt medvirker der fem dommere ved de sager, som Højesteret afgør ved dom. Hvis sagen vurderes som særligt principiel, vil der medvirke syv eller eventuelt flere dommere, afhængig af sagens karakter og betydning. Af hensyn til planlægningen er det væsentligt, at det på tidspunktet for berammelsen af hovedforhandlingen så vidt muligt kan vurderes, om der er behov for at fravige udgangspunktet med fem dommere.

I nogle tilfælde er det fra begyndelsen klart, at der er tale om en principiel sag. Det kan eksempelvis være oplyst, at der er en række sager for f.eks. by- eller landsretter, som afventer Højesterets stillingtagen i den pågældende sag. Dette har bl.a. været tilfældet med sager om kompensa-