Ross’ grundsyn på retsudøvelsen var, at der er betydelig forskel på juristers indre overvejelser og ydre argumentation, og at den ydre argumentation – undertiden kaldet facadelegitimationen 13581358. Ross: Om ret og retfærdighed: en indførelse i den analytiske retsfilosofi. København (1953) s. 179. – ikke er dækkende for den indre overvejelse. Det var således tilstedeværelsen af det juridiske skøn, der var drivende for Ross’ opgør mod retsformalismen:
»Den ældre positivistisk-mekaniske teori om retsudøvelsens funktion gav et meget enkelt billede af disse komponenter. Den motiverende indstilling antoges at være (eller burde være) lovlydighed, d.v.s. en indstilling af respekt og følgagtighed overfor gældende ret (tænkt som lovgiverens vilje). De operative opfattelser antoges at bestå (eller burde bestå) i indsigt i lovens sande mening sammenholdt med de faktisk foreliggende kendsgerninger ... Dette billede giver således ingen plads i retsudøvelsen for en vurderende og stillingtagende virksomhed fra dommerens side over for forskellige fortolkningsmuligheder. Dommeren er en automat. Hans lovlydighed forudsat en gang for alle, begrænser hans funktion sig til den rent forstandsmæssigt-erkendende: at fatte lovens mening og sammenholde dens beskrivelse af retsfaktum med de foreliggende kendsgerninger. Dette billede stemmer ikke med virkeligheden.« 13591359. Ibid s. 160 f.
Når Ross alligevel er blevet kendt for sin positivisme, skyldes det, at Ross’ retsfilosofi havde retsforskningen og ikke retsudøvelsen som sin genstand. Ross opretholdt imidlertid ingen klar skillelinje mellem retsforskning og retsudøvelse, og han ville uddanne jurister »i en holdbar videnskabelig betragtningsmåde af retten« snarere end til blot at være gode praktikere. 13601360. Ibid s. 2.
Sondring mellem retsforskning og retsudøvelse er ikke desto mindre væsentligt at opretholde, dels fordi Ross ikke ville overføre sine videnskabsteoretiske forestillinger fra retsforskningen til retsudøvelsen, dels fordi Ross – trods sit verdensfjerne videnskabsteoretiske univers’ uudgrundelige konstruktion – skrev mange forstandige ting om retsudøvelse.
6.1. Gyldighed (idealisme)
Alf Ross mente, at der – set fra et videnskabsteoretisk perspektiv – ikke eksisterer positivt gældende normer om rettens gyldighed, hvorfor teorien om rettens gyldighed, herunder forestillingen om en (indholdsbestemmende) grundnorm, måtte bekæmpes.