Såfremt L 240 vedtages, underlægges ærekrænkelser i visse situationer også betinget offentlig påtale, herunder hvis en alvorlig beskyldning er usand eller udbredt anonymt, jf. forslag til ny § 275.

Straffebestemmelserne i databeskyttelsesloven er ikke undergivet privat påtale. Det er derfor anklagemyndigheden, som skal rejse tiltale i disse sager, og den registrerede kan således ikke selv beslutte, om sagen skal rejses.

Den lidt paradoksale konsekvens af denne forskel er, at anklagemyndigheden kan rejse tiltale efter databeskyttelsesloven i tilfælde, hvor den registrerede har valgt, at der ikke skal rejses tiltale for samme forhold efter straffeloven. Dette forhold kan dog nok tages i betragtning ved vurderingen, om tiltale skal opgives eller frafaldes efter reglerne herom i retsplejeloven §§ 721 og 722.

Politi og anklagemyndighed skal derfor være opmærksomme på, at en anmeldelse om ærekrænkelse ikke skal afvises med henvisning til, at den er undergivet privat påtale, hvis forholdet vil kunne straffes efter databeskyttelsesloven.

Forskellen bevirker endvidere at et afkald på retten til at anmode om offentlig påtale for overtrædelse af reglerne om freds- og ærekrænkelser ikke griber det eventuelle strafansvar efter databeskyttelsesloven. Dette illustreres af dommen U 2016.2666 V, hvor landsretten (med dissens) frikendte en tidligere havnedirektør og en ansat for overtrædelse af strfl. § 263, stk. 1, nr. 1 og 2 (forbud mod at bryde lukket meddelelse eller skaffe sig adgang til andres gemmer) ved uberettiget at have udlæst en kranfører og sikkerhedsrepræsentants sms-korrespondance, fordi kranføreren ved sin fratrædelsesaftale fandtes at have givet afkald på retten til at anmode om offentlig påtale. I det omfang forholdet også udgjorde en overtrædelse af den dagældende persondatalov (som der ikke var rejst tiltale efter), kunne der ikke være sket frifindelse med henvisning til manglende påtalekompetence.

7.2. Pligt til at rejse tiltale efter databeskyttelsesloven?

Anklagemyndigheden skal som udgangspunkt rejse tiltale i alle sager, når den vurderer, at sagen vil føre til domsfældelse. Indebærer et hændelsesforløb overtrædelser af flere bestemmelser, er anklagemyndigheden dog ikke nødvendigvis forpligtet til at rejse tiltale for overtrædelse af alle bestemmelserne. Anklagemyndigheden vil bl.a. kunne vælge kun at rejse tiltale efter bestemmelser med en skærpet strafferamme. Såfremt et hæn-