indgik dels i en international traktat, dels i de nederlandske og tjekkoslovakiske ratificeringslove, der gjorde investeringstraktaten til en del af disse landes retsordener.
3.3. Permanent karakter
Som anført under pkt. 3.1 tillægges det også betydning ved afgørelsen af, om et tvistløsningsorgan kan forelægge præjudicielt, at organet har »permanent karakter«. Også denne betingelse rejser særlige spørgsmål i relation til voldgiftsretter.
Voldgift kan som bekendt have karakter af institutionel voldgift, hvori proceduren varetages og administreres af en voldgiftsinstitution såsom Voldgiftsinstituttet og Voldgiftsnævnet for Bygge- og anlægsvirksomhed, SCC i Sverige, International Chamber of Commerce (ICC) i Frankrig og London Court of International Arbitration (LCIA) i Storbritannien. Det kan også være en ad hoc-voldgift, hvori parterne selv administrerer proceduren uden at gøre brug af en voldgiftsinstitution. I alle tilfælde er sammensætningen af dommerkollegierne ved retten kortvarig, derved at kollegiets aktiviteter afsluttes, når der er truffet afgørelse i den enkelte sag.
Dette udelukker dog ikke enhver type voldgift fra at opfylde betingelsen om, at retten skal have permanent karakter. Det fremgår nemlig af EU-Domstolens praksis, at betingelsen ikke vedrører voldgiftsrettens sammensætning som sådan, men institutionaliseringen af voldgift som en metode til bilæggelse af tvister. Med andre ord skal betingelsen om organets permanente karakter vurderes i forhold til den voldgiftsinstitution, som administrerer voldgiftsproceduren, og ikke i forhold til voldgiftsretten. Ad hoc voldgift er herefter (også) af denne grund udelukket fra at benytte den præjudicielle procedure, hvorimod denne betingelse ikke nødvendigvis afskærer institutionel voldgift.
I den ovenfor nævnte Ascendi Beiras Litoral e Alta-dom udtalte EU-Domstolen, at sammensætningen af de enkelte dommerkollegier ved den portugisiske voldgiftsret i skatteretlige sager ganske vist var af kortere varighed, ligesom deres aktiviteter blev afsluttet, efter at de havde truffet afgørelse. Ikke desto mindre var kravet om permanens opfyldt, idet voldgiftsinstitutionen »i sin helhed som en del af det nævnte system har en permanent karakter«.
På samme måde fastslog EU-Domstolen i den ovennævnte dom i Merck Canada, at kriteriet om permanent karakter var opfyldt, eftersom voldgiftsretten var oprettet i henhold til lov, retten havde permanent bindende kompetence, og den nationale lovgivning definerede og regulerede de procedureregler, retten anvendte. Det kunne herefter ikke føre til et andet resultat, at voldgiftsretten kunne variere i form, sammensætning og procedureregler afhængig af parternes valg, og heller ikke, at den blev opløst efter at have afsagt sin dom. I denne sag var voldgiftsretten reelt en ad hoc-ret, idet der