Retsdogmatiske fremstillinger af det danske retssystem bygger traditionelt på en systematisk opdeling i retsdiscipliner. ⁹⁹⁸998. Jf. eksempelvis Carl Torp: Hovedpunkter af Formuerettens almindelige Del (1890) s. 1 ff., Henry Ussing: Aftaler, 3. udg. (1950) s. 1 f., Jørgen Nørgaard og Stig Jørgensen: Introduktion til formueretten, 6. udg. (1982) s. 15 ff., W.E. von Eyben: Formuerettigheder, 7. udg. (1983) s. 7 ff., Morten Wegener: Juridisk metode, 3. udg. (2000) s. 25 ff. og Mads Bryde Andersen: Ret og metode (2002) s. 91 ff. Når retssystemet opdeles i forskellige retsområder i den juridiske litteratur – og ved uddannelsens opdeling i juridiske fag – har det en praktisk og pædagogisk baggrund. Retssystemet er så omfattende og komplekst, at en samlet behandling af hele retssystemet kun kan blive helt overordnet. Derfor kræver en dybere behandling nødvendigvis en afgrænsning af det emne, som er genstand for undersøgelse. Det tjener også et pædagogisk formål, at retsforhold med fælles problemstillinger og terminologi behandles samlet.

Sondringen mellem discipliner er en abstraktion, som hverken er autoritativ eller skarp, og som ikke kan ændre det selvfølgelige, at retssystemet er et sammenhængende hele. Den juridiske forståelse må nødvendigvis bygge på en forståelse af helheden. Den juridiske litteratur – og den juridiske uddannelse – vil derfor blive misvisende og tabe sammenhæng, hvis den enkelte retsdisciplin betragtes som en isoleret ø. En systematisering af retsområderne kan derfor ikke blive andet end en mere eller mindre grov skitse. ⁹⁹⁹999. Smh. Carsten Munk-Hansen: Retsvidenskabsteori (2014) s. 94 f., hvor det anføres, at den retsdogmatiske systematik ikke er eviggyldig, men afhænger af hvilke formål systematikken skal tjene. Se i tilslutning hertil Peter Blume i Juristen 2015.85 (85 f.). Dette forhindrer ikke, at skitsen kan lette forståelsen af de forskellige retsområder og retsreglernes indbyrdes sammenhæng.

Opdelingen i retsdiscipliner kan ikke blive andet end et forsøg på en systematisering af reglerne. Men i det store hele følges den samme systematiske opdeling (med enkelte forskelle) i de retsdogmatiske fremstillinger. Opdelingen mindsker risikoen for, at visse områder ikke dækkes, og den forebygger, at retsområder dobbeltdækkes. ¹⁰⁰⁰1000. Jf. W.E. von Eyben: Formuerettigheder, 7. udg. (1983) s. 7, som finder, at det ikke lønner sig at foretage en dybtgående omgruppering af systemet i fremstillinger, som har til hovedopgave at give en skildring af gældende ret. Hertil kommer, at opde-