Højesteret har med dommen af 13. juni 2016 (UfR 2016.3276) tilvejebragt en retstilstand, hvorefter der med hensyn til reformatio in pejus gælder det samme på patientskadeområdet som på arbejdsskadeområdet, jf. for så vidt angår det sidstnævnte område UfR 2015.3233 H. På begge områder kan den administrative rekursinstans (Ankenævnet for Patienterstatningen og Ankestyrelsen) ændre en klage til skade for klageren (reformatio in pejus), og rekursinstansen har endvidere – i forbindelse med en klage over en senere afgørelse – mulighed for at ophæve tidligere afgørelser truffet af førsteinstansen (Patienterstatningen og Arbejdsskadestyrelsen), som må anses for ugyldige, selv om de tidligere afgørelser ikke er blevet påklaget. Denne retstilstand er begrundet i hensynet til, at der på disse områder, hvor der er en modpart, træffes det materielt rigtige resultat. Den tankegang vedrørende reformatio in pejus, som de nævnte domme er baseret på, må antageligvis også kunne overføres på andre retsområder.

Den nævnte retstilstand kan selvsagt skabe bekymring for klageren; ikke blot kan han risikere, at den påklagede afgørelse ændres til skade for ham, men han kan – hvad kan være mere bekymrende – også risikere, at de tidligere afgørelser, som førsteinstansen har truffet, bliver ophævet.

En sådan ophævelse får dog kun praktisk betydning for klageren, hvis han som følge af ophævelsen bliver forpligtet til at tilbagebetale erstatning eller godtgørelse, der er modtaget i henhold til en tidligere afgørelser fra førsteinstansen. Dette spørgsmål skal afgøres på grundlag af en selvstændig vurdering og følger således ikke automatisk af, at førsteinstansens afgørelse er blevet ophævet.

Højesteret har på patientskadeområdet søgt at tilgodese hensynet til klager i relation til spørgsmålet om tilbagebetaling ved allerede i dommen fra 2016 at udtale, at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom. Formålet hermed var at sende det budskab, at der skal noget særligt til, før patienten skal betale erstatning eller godtgørelse tilbage. Dette er efterfølgende slået fast ved Højesterets domme af 7. december 2017 (UfR 2018.1149 og UfR 2018.1156). Selv om disse to sidstnævnte domme er konkret begrundede,