Et foreløbigt retsmiddel retter sig dog kun mod ejeraftalens aftaleretlige konsekvenser, og den opnåede kendelse er således kun en bekræftelse af, at rekvirenten har godtgjort en risiko for overtrædelse af disse aftaleretlige pligter. Uanset fogedforbuddet kan det derfor fortsat ikke hindres, at parten efterfølgende ignorerer ejeraftalens normering og i stedet alene agerer efter den gældende selskabsretlige normering i strid hermed, hvilket vil være selskabsretligt gyldigt i medfør af SL § 82. ⁷³⁶736. Anderledes Werlauff, (n. 20) s. 133, der antager, at en dom eller kendelse baseret på ejeraftalen skal følges af kapitalselskabet og dermed ad den vej kan få selskabsretlig virkning. Domstolene kan meget, men de kan næppe gå imod en klar lovbestemmelse som SL § 82. Men de sædvanlige civilretlige konsekvenser for parten ved overtrædelse af fogedrettens kendelse efter RPL § 430 om erstatning, bøde eller fængsel finder i så fald anvendelse og kan formodentlig virke disciplinerende på parten.

Selvom SL § 82 fastslår det sædvanlige retskildehierarki og dermed udelukker, at normeringen efter selskabsloven og vedtægterne kan begrænses af ejeraftalen, er ejeraftalen fortsat aftaleretligt gyldig. I visse tilfælde lægger selskabslovgivningen vægt på kapitalejernes opførsel og ikke kun på de retspositioner, som følger af kapitalandelene. I denne henseende kan man tale om, at en gyldig ejeraftale kan blive en del af en selskabsretlig håndhævelse.

Efter de to selskabsretlige generalklausuler om hhv. generalforsamlingens og selskabsledelsens kompetencemisbrug, jf. SL §§ 108 og 127, kan det inddrages i vurderingen af dispositionens utilbørlighed, om dispositionen går imod en tilstræbt aftaleretlig normering. Hvis dette er tilfældet, herunder at de øvrige krav i generalklausulen opfyldes, og dispositionen således underkendes ud fra generalklausulen, kan ejeraftalen siges at være håndhævet i det selskabsretlige system. ⁷³⁷737. Det kan naturligvis også tænkes, at dispositionen fulgte ejeraftalens tilstræbte normering, og at det utilbørlige i forholdet var denne normering, hvilket ejeraftalen i så fald er bevis for. Men underkendes dispositionen i disse tilfælde efter selskabsretten, har ejeraftalen nok fået en konsekvens i den selskabsretlige sammenhæng pga. sit indhold, men kan ikke siges at være håndhævet efter sit indhold. Men ejeraftalen indgår kun som et moment i denne vurdering, og det er således ikke i sig selv utilbørligt, at en disposition er truffet uden hensyn til normeringen i en ejeraftale, da dette er fuldt lovligt efter SL § 82.