Ross retsvidenskabsteori var påvirket mere af naturvidenskabsteori end af samfundsvidenskab, selv om retten er knyttet nærmere til humaniora end naturvidenskab. Ross forsøgte at lukke alle hullerne i sin videnskabsteori, ¹³⁶⁷1367. Dalberg-Larsen: Dansk retsfilosofi: udviklingslinjer og portrætter (2006) s. 196. men selv om han i forskellige perioder var præget af forskellige erkendelses- og sprogteoretiske teorier, forblev retspositivismen central i hans retsvidenskabsteori.

Ross rettede fokus på den i samfundet gældende ret og forsøgte at inkorporere den praktiske retsudøvelse i videnskabsteorien, således at videnskaben blev bedømt ud fra praktiske kriterier. Ross formulerede således den såkaldte prognoseteori. Det var reelt et forsøg på i retsvidenskaben at indføre en sandhedsteori baseret på et krav om korrespondens mellem retsforskningen og retsudøvelsen.

Denne sandhedsteori svarede til f.eks. Oliver Wendell Holmes’ syn på retten, idet også han satte lighedstegn mellem retten og retsudøvelsen hos dommere og andre retsudøvere, der oplever retten socialt bindende og effektivt efterlever den. Den grundopfattelse blev knyttet til det grundsynspunkt, at retskilde- og fortolkningslæren systematisk udøver retlig indflydelse på dommerne. Forskning i den eksisterende selvforståelse hos aktørerne er afgørende, hvis retsvidenskaben skal fungere på empirisk grundlag med fokus på, hvad der gælder i samfundet.

Ross’ retsvidenskabelige forestillinger havde i sagens natur svære vilkår uden for det retsfilosofiske studerekammer. Selv om det ikke fik konsekvenser for hans teori, anerkendte Ross, at retsdogmatikken ikke var objektiv eller entydig; dels anerkendte Ross, at der ikke var nogen klar grænse mellem retsdogmatik og retspolitik, dels anerkendte Ross retsudøvelsens ubestemte karakter. Hvis retsudøvelsen er ikke objektiv, så kan en retsvidenskab bedømt på samme grundlag som retsuøvelsen heller ikke være objektiv.

Den største svaghed i Ross videnskabsideal og sandhedsteori er således dogmet om objektivitet: