strakte brug af deklaratoriske bestemmelser i SL. Men herved risikerer man at overse, at reguleringen af kapitalselskaber faktisk rummer en række præceptive hensyn til tredjemand, herunder navnlig dets medkontrahenter og kreditorer. Disse begrænsninger i kapitalejernes aftalefrihed er en naturlig og uundgåelig følge af den ret til begrænset hæftelse, som kapitalejerne er tilstået som led i fiktionen om kapitalselskabet som en selvstændig juridisk og økonomisk person. ⁷⁰⁸708. Et eksempel på sådanne begrænsninger er nævnt i afs. 2.1 ovf. om generalforsamlingens beslutninger om kapitalafgang. Kapitalselskabet er ikke kapitalejernes personlige ejendom, som de frit kan råde over, men en selvstændig juridisk og økonomisk skabning, som selskabsloven har givet liv, og hvor kapitalejerne alene spiller en rolle i deres egenskab som kapitalejere og da kun på den generalforsamling, der er et af kapitalselskabets organer.

Den særlige tredjemandsretsvirkning af offentliggørelsen har altid indebåret, at lovgiver satte visse grænser for, hvad der kan registreres og dermed offentliggøres, hvilket i dag følger af SL § 15. ⁷⁰⁹709. Jf. om kravets forhistorie, Friis Hansen (n. 3). Antagelsen om, at kapitalejerne ikke frit kan indsætte bestemmelser i vedtægterne, fremgår også af Gomard, Shareholders’ Agreements (Scand. Studies in Law, 1972) s. 177, som bl.a. bruger vendingerne »Provisions concerning questions which do not belong under the articles«, »provisions not suited for regulation by the articles«, og »The parties interest ... cannot always be met by inserting provisions required by the parties in the articles«. I relation til vedtægter tales traditionelt om vedtægtsegnethed eller vedtægtsrelevans som betingelse for optagelse i og myndighedens registrering af vedtægterne efter SL § 14.

Et typisk eksempel er de salgsvilkår, som kapitalselskabet måtte benytte, og som ikke kan påtvinges at være tredjemand bekendt ved indsættelse i vedtægterne. De savner dermed vedtægtsrelevans.

Der er i teorien enighed om det formelle krav, at en bestemmelses optagelse i vedtægterne forudsætter vedtægtsrelevans, dvs. at myndigheden har hjemmel til at afvise bestemmelser, og at stifterne og senere kapitalejerne dermed ikke frit efter SL § 106 kan beslutte herom. Det er derimod omstridt, hvilke materielle krav Erhvervsstyrelsen kan stille til vedtægtsrelevans.