Ligesom ved enhver anden form for (skriftlig) kommunikation er det væsentligt, at de domme, som Højesteret afsiger, og som er genstand for dette bidrag, er brugbare og egnet til formålet.

I lande, som f.eks. England, hvor retsudviklingen historisk primært har fundet sted gennem domstolspraksis snarere end gennem lovgivning, har der været behov for at skrive domme, der klart angav de retsregler, som var resultatet af domstolenes retsskabelse. Der har endvidere været behov for at begrunde resultatet og markere, hvis den enkelte dom eksempelvis var et opgør med en tidligere afgørelse truffet af domstolen. Den enkelte doms status som et præjudikat har i disse lande været – og er fortsat – af central betydning. I andre lande har domstolenes rolle været anderledes og udviklingen ført til andre måder at skrive domme på. Det falder uden for rammerne for dette bidrag at redegøre nærmere for udviklingen i de enkelte lande eller »skoler« på dette område.

Højesteret har siden 1857 haft pligt til at begrunde sine domme, men begrundelserne var længe af meget begrænset værdi for andre end sagens parter. Også for sagens parter kunne det være vanskeligt at læse ud af dommen, hvad der egentlig var begrundelsen for resultatet. Selv 100 år efter gav Højesterets domsbegrundelser således ofte kun begrænset vejledning med hensyn til de overvejelser, som lå bag afgørelsen.

Det er først i de senere år, og navnlig i årene efter at Højesteret i 2007 fik status som præjudikatdomstol, at Højesteret har arbejdet målrettet på at udforme domsbegrundelser med et særligt blik på de principielle