Når man skal vurdere spørgsmål om inhabilitet, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad der er strikte jura, og hvad der er fornuftig forsigtighed. Ved at dommere bytter sager, er der mulighed for at holde sig på afstand af den retlige inhabilitetsgrænse. Noget helt andet er at træffe retsafgørelser om inhabilitet, særligt da afgørelser, som gør hele retten inhabil, og som ikke er i overensstemmelse med reglerne og belaster det samlede system.

Lige så hensigtsmæssigt det kan være, at den enkelte dommer på forhånd holder sikkerhedsafstand, lige så uhensigtsmæssigt er det, hvis man ikke holder sig strikte til juraen, når det kommer til retsafgørelser om inhabilitet.

I årene 2010-2012 foretog landsretspræsidenterne tilsammen i medfør af retsplejelovens § 46 i snit 150 sættedommerbeskikkelser om året ved byretterne. I årene 2014-2016 var tallet faldet til 60. Ifølge præsidenten for Vestre Landsret skal denne udvikling »ses i lyset af, at der i 2013 har været særlig opmærksomhed på regler og praksis for inhabilitet bl.a. på møder for dommere i de respektive landsretskredse«. ²⁴⁶246. Se Embedsregnskab for 2014 for Vestre Landsret s. 18.

Noget kan tyde på, at der er fundet en bedre balance mellem afgørelser om inhabilitet og de tilfælde, som kan klares ved af forsigtigheds- eller hensigtsmæssighedsgrunde at vælge løsninger, hvor habilitetsspørgsmål ikke bliver sat på spidsen. Højesteret har fulgt en konsekvent linje gennem mange år og er i de senere år blevet mere omhyggelig med at begrunde, hvad der skal til for at anse en mistanke om manglende upartiskhed rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. ²⁴⁷247. I den i note 5 nævnte artikel anfører Eva Smith afslutningsvis som en blandt flere årsager til udviklingen, »at de overordnede domstole har forsømt at give en begrundelse for de afgørelser, de har truffet på dette område – og dermed har de underordnede domstole ingen ledetråd for, hvor grænsen skal sættes«. Det bidrager givet også til at undgå afgørelser, hvorefter en hel ret erklæres inhabil, fordi – som der er eksempler på fra årene 2011-2012 – der i en sag optræder en sigtet, der er lillebror til en elev ved retten, eller et vidne, der er au pair hos en af rettens dommere.