Efter voldgiftslovens § 27, stk. 1, kan voldgiftsretten eller en part med voldgiftsrettens samtykke anmode domstolene om bistand til at optage bevis efter retsplejelovens almindelige regler. Efter bestemmelsens stk. 2, kan voldgiftsretten endvidere, såfremt den skønner, at en afgørelse af et EU-retligt spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin kendelse, anmode domstolene om at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen. Mens stk. 1 om bevisoptagelse ved domstolene til brug for en voldgiftssag indholdsmæssigt svarer til UNCITRALs modellovs art. 27, har § 27, stk. 2, om domstolenes forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen til brug for en voldgiftssag ikke noget modstykke i modelloven.

Formålet med bestemmelsen er, at tvivlsspørgsmål vedrørende EU-retlige problemstillinger, der opstår under en voldgiftssag, kan blive forelagt EU-Domstolen til afgørelse i samme omfang, som når en tilsvarende tvist behandles ved domstolene. Det er den danske domstol – og ikke voldgiftsretten – der bestemmer, om der skal ske forelæggelse, ligesom det vil være den danske domstol, der træffer den endelige afgørelse om, hvorledes et eventuelt præjudicielt spørgsmål skal udformes. Den danske domstols imødekommelse af en anmodning efter stk. 2 beror derfor på, om domstolen ville have fundet grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen, hvis tvisten havde været under behandling ved den danske domstol selv og ikke ved en voldgiftsret.

Bestemmelsen i § 27, stk. 2, har endnu ikke resulteret i præjudicielle forelæggelser, hvilket nok bl.a. hænger sammen med, at det kan være en langvarig affære, når den danske domstol først skal vurdere voldgiftsrettens anmodning, derefter forelægge præjudicielt og endelig afvente EU-Domstolens afgørelse.

Voldgiftslovens § 27, stk. 2, er inspireret af en beslægtet bestemmelse i den norske voldgiftslovs § 30 vedrørende forelæggelse for EFTA-Domstolen. Tanken om, at voldgiftsretten indirekte via en national dom-