naturtype. Forbuddet er dog ikke overtrådt, hvis handlingen mod forventning ikke medfører en ændring.

Hvor ændring af tilstanden i en § 3 naturtype sker ved opfyldning eller dræning af sø eller mose, som ejeren ved er omfattet af § 3, er det indlysende, at handlingen må forvente at ændre tilstanden i modstrid med § 3. Det samme gælder, hvis ejeren nyopdyrker et areal, som ejeren ved er beskyttet hede, eng eller biologisk overdrev. I nogle tilfælde kan det imidlertid give anledning til betydelig tvivl, om en handling medfører tilstandsændringer, der ikke vil være indtruffet i alle tilfælde, ligesom grænsen mellem hidtidig lovlig anvendelse og nye aktiviteter kan give anledning til tvivl. Dette gør sig fx gældende mht. vedligeholdelse af eksisterende dræn, jf. MAD 2015.19 B, hvor det blev afvist, at reparation af dræn var en overtrædelse af § 3, mens spuling af dræn i MAD 2016.472 V blev anset for overtrædelse af § 3. I MAD 2016.291 Nmk fandtes rensning af tilstoppede dræn omfattet af forbuddet, og i MAD 2013.2119 Nmk fandt klagenævnet, at vandløbsvedligeholdelse i henhold til regulativ krævede dispensation fra § 3, fordi vedligeholdelsen skete med maskiner.

Sammenfattende må det konstateres, at der er mindre usikkerhed om, hvilke handlinger der er forbudt efter § 3, end om hvorvidt en lokalitet er omfattet af § 3, men at der især i relation til bl.a. vedligeholdelse af dræn og vandløb dog fortsat er betydelig uklarhed om, hvad forbuddet i § 3 betyder.

Der er ikke i retspraksis taget udtrykkelig stilling til, om overtrædelse af forbudsnormen i § 3 kræver subjektiv tilregnelse. Dette skyldes formentlig, at der sjældent er procederet på manglende subjektiv tilregnelse, hvilket nok hænger sammen med naturbeskyttelseslovens § 74, hvorefter »det påhviler den til enhver tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold«, ¹⁴⁰⁴1404. Reglen stammer fra naturfredningslovens § 67, der dog alene havde ejeren som pligtsubjekt og forpligtede til berigtigelse af »retsstridige forhold, medmindre myndigheden under særlige omstændigheder gør undtagelse herfra«, hvilket var identisk med det i betænkning nr. 467/1967 om naturfredning indeholdte lovudkast og var en videreførelse af § 40 i naturfredningsloven fra 1937. Med naturbeskyttelsesloven blev også ’bruger’ omfattet for at tydeliggøre, at lovliggørelsespligten også omfatter brugere af ejendommen som fx forpagtere (FT 1991-92, forslag L 70). Brugere er derfor begrænset til personer med længerevarende brugsret, jf. ligeledes MAD 2017.242 Ø, hvor det blev afvist, at lejer af båd kunne anses for ’bruger’ i vildtforvaltningslovens forstand. hvilket kan opfattes som en objektiv ansvarsregel.