Ikke desto mindre er ordet anvendt af juridiske forfattere, 770770. Et eksempel er Gomards retspolitiske program for dommerskabt ret i Højesteret 1661-1986 (1986) s. 45 ff. Det fik en hård medfart af Preben Stuer Lauridsen i U 1986 B s. 172 ff. når de har opstillet mål for fremtidigt virke eller har redegjort for synspunkter i udgivne værker. 771771. Hverken Jul. Lassen eller Ussing opstillede et egentligt program. Jul. Lassen angav nogle hovedsynspunkter i sin afskedsforelæsning, trykt i U 1918 B s. 17 f. Stang omtaler imidlertid Lassens »program« flere steder i nekrologen i TfR 1924 s. 437 ff., jf. f.eks. s. 443 og s. 450. Se om Gomards obligationsretlige program nedenfor i afsnit 8.
Obligationsretten kan vel knap hævdes at have behov for et program, men måske er det alligevel en god idé at foretage et eftersyn, da der i tidens løb har været fremsat kritik fra forskellig side. Netop mens der er fred og ingen fare, kan befæstningsværkerne gennemgås i ro og mag. Denne gennemgang kan afsluttes med en slags program, for så vidt som der søges givet et svar på spørgsmålet: Hvad skal vi med den almindelige obligationsret? Hvordan skal den almindelige del udvikles?
4. Et program for hvad?
På nogle punkter var alting enklere før i tiden: Obligationsretten blev læst efter Jul. Lassens forelæsningsplan og efter hans bog »Haandbog i Obligationsrettens almindelige Del«. 772772. 1. udg. (1892), 3. og sidste udgave (1917-1920). Bogen regnedes for en videnskabelig fremstilling. 773773. For så vidt som jura overhovedet er en videnskab, jf. herom nedenfor. Hvor velegnet den var som lærebog, er der siden sat spørgsmålstegn ved, bl.a. på grund af dens omfang. 774774. Jf. Steen-Olsen i Jussens Venner 1973 s. 111 og Hagstrøm i Torsten Iversen m.fl. (red.): Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard (2003) s. 686.
Dette er ikke nødvendigvis rigtigt: For det første var villigheden og evnen til virkelig at studere uden enhver tvivl større fra ca. 1890 til ca. 1935, end den er i dag. Der fandtes ikke så mange adspredelser dengang. I hvert fald havde de studerende ikke råd til dem, men tid havde de sikkert nok af. 775775. Se også Evald: Frederik Vinding Kruse (2005) s. 43. Også universitetslærerne havde god tid: Jul. Lassen nævner selv i U 1918 B s. 17, at han, da han tiltrådte som professor, »embedsmæssigt ikke [havde] andet at gøre end at besørge de pligtmæssige Forelæsninger og Øvelser, og Studenternes Antal var ikke stort, saa jeg havde megen Tid til min Raadighed«. For det andet er omfanget af Jul. Lassens værk i