Er der blot nogen usikkerhed om, hvorvidt der vil ske domfældelse efter straffeloven, bør anklagemyndigheden rejse en subsidiær tiltale for overtrædelse af de persondataretlige regler, når forholdet vurderes omfattet af den persondataretlige strafsanktionering. Det gælder selvsagt tilsvarende, hvis anklagemyndigheden vurderer, at der kun kan idømmes straf efter de persondataretlige regler.

Dette gælder først og fremmest, når gerningsindholdet efter de strafferetlige regler ikke er opfyldt. I den ovennævnte U 2017.2627 V (og muligvis også U 2015.3802 Ø), kan det eksempelvis ikke udelukkes, at der kunne idømmes bødestraf efter de persondataretlige regler, uanset at der skete frifindelse efter § 264 d, fordi billederne var optaget på et frit tilgængeligt sted.

Er en krænkende behandling af personoplysninger sket uagtsomt, vil der ligeledes kunne straffes efter databeskyttelsesloven men ikke efter reglerne om freds- og ærekrænkelser, jf. strfl. § 19.

7.3. Forældelse

Det følger af strfl. § 93, at forældelsesfristen er 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end 1 års fængsel for en overtrædelse og 5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end 4 års fængsel. De fleste overtrædelser af straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser vil dermed være undergivet en 2-årig forældelsesfrist. En overtrædelse af § 264 d kan under særlig skærpende omstændigheder give op til 3 års fængsel og dermed blive omfattet af den 5-årige forældelsesfrist. Det gælder dog efter § 96, stk. 1, at adgangen til privat påtale og begæring af offentlig påtale bortfalder, hvis den forurettede ikke anlægger sag eller begærer offentlig påtale inden for 6 måneder efter at have fået kendskab til krænkelsen.

De generelle forældelsesfrister i strfl. § 93 er fraveget ved overtrædelse af databeskyttelsesloven. Det følger således at lovens § 41, stk. 7, at forældelsesfristen for overtrædelse af forordningen og loven er 5 år. Baggrunden herfor er ifølge forarbejderne, at sagerne forventes at kunne antage en vis størrelse og kompleksitet, der kan gøre det vanskeligt at anlægge sag inden for de almindelige forældelsesfrister. 206 Forarbejderne peger endvidere på, at behovet for at inddrage tilsynsmyndighederne også kan forlænge sagsbehandlingstiden.