§ 3, og hvad der skal ske, hvis forbuddet er overtrådt for mange år siden. Idet jeg har udeladt spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger myndighederne kan påbydes som fysisk lovliggørelse efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, er det disse problemer, der belyses i det følgende, som indledes med en kort omtale af baggrunden for § 3.

Forbuddet mod at ændre tilstand i beskyttede naturtyper blev indført i 1978, hvor der for at beskytte bl.a. frøer og andre truede arter i naturfredningslovens § 43 blev indført krav om tilladelse til at ændre tilstanden i naturlige søer over 1.000 m² og moser over 5.000 m². ¹³⁹²1392. Reglen går egentlig tilbage til 1972, hvor der i naturfredningslovens § 43, stk. 2, hvor de dagældende regler om anlæg i det åbne land blev suppleret af krav om tilladelse til ændringer af offentlige vandløbs forløb og ’naturlige søer’, idet arbejder i henhold til vandløbsregulativ dog ikke krævede tilladelse. Cirkulære nr. 208 af 1. oktober 1972 anfører, at udtrykket ’naturlige søer’ skal tydeliggøre, »at bestemmelsen ikke omfatter f.eks. sødannelser i forbindelse med igangværende råstofindvindinger«. For at undgå udgifter til fredningserstatning blev reglen gennemført som en generel erstatningsfri regulering. Som følge heraf griber § 3 ikke ind i hidtidig lovlig brug af ejendommen, og reglen indebærer ikke en handlepligt for ejeren, selv om en naturtype kan forsvinde, hvis den nuværende udnyttelse som fx græsning ophører.

I 1983 blev ordningen udvidet med sammenhængende heder over 5 ha og strandenge over 3 ha. Med naturbeskyttelsesloven i 1992 blev udformningen ændret til et forbud med mulighed for dispensation. Ordningen blev endvidere udvidet til at omfatte ferske enge og overdrev og kravene til naturtypernes arealstørrelse blev reduceret betydeligt. Efter at Naturklagenævnet i MAD 2001.1530 Nkn afviste, at det kulturhistoriske begreb ‘overdrev’ omfattede andet end historiske overdrev, blev forbuddet mod tilstandsændringer ved lov nr. 454 af 9. juni 2004 udvidet til at omfatte ’biologiske overdrev’, hvormed lovgiver ændrede det kulturhistoriske begreb ’overdrev’ til et juridisk begreb, der er hentet fra biologistudiet.

Det var fra begyndelsen klart, at forbuddet mod at foretage ændringer i tilstanden i beskyttede naturtyper ikke hindrede, at tilstanden ændrede sig, og at ikke alle handlinger, som ændrede tilstanden, var forbudt. Den