steydelser, som skal leveres senest 1 år efter aftalens indgåelse, hvis den samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af aftalen, ikke overstiger 2.000 kr., og den fulde betaling skal ske senest 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 28, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelsen omfatter f.eks. årskort til forlystelsesparker el.lign.
Det fremgår af § 28, stk. 4, at § 28, stk. 1, ikke gælder, hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt, og påbegyndelse af leveringen enten kræver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalen for 6 måneders løbende levering, eller medfører en værdiforringelse af tilsvarende størrelse for den erhvervsdrivende. I sådanne tilfælde kan forbrugeren opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgåelse. Den længste bindingsperiode for forbrugeren bliver dermed 12-13 måneder (jf. eksemplet ovenfor vedrørende § 28, stk. 1). Bestemmelsen omfatter navnlig aftaler vedrørende privatleasing af biler.
5. Uopfordret fremsendelse eller udførelse af ydelser
Forbrugeraftalelovens § 6 fastslår, at hvis den erhvervsdrivende fremsender eller afleverer en vare til en forbruger uden dennes forudgående anmodning (og dette ikke skyldes en fejl), kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning, er forbrugeren ikke forpligtet til at betale vederlag herfor. Formålet med § 6 er at hindre såkaldt »negativ aftalebinding« (eller »negativ aftaleindgåelse«). 4848. Det helt klare udgangspunkt i dansk ret er, at negativ aftalebinding ikke kan finde sted, dvs. at man ikke forpligtes af passivitet, jf. Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, 7. udgave (2017) s. 93 ff. og Jan Trzaskowski i Peter Møgelvang-Hansen m.fl.: Markedsføringsretten, 3. udgave (2017) s. 189 f. I de tilfælde, hvor en erhvervsdrivende uanmodet fremsender en vare til forbrugeren eller udfører en tjenesteydelse for ham, fører allerede almindelige aftaleretlige regler dermed til, at forbrugeren som udgangspunkt ikke er forpligtet til at betale for ydelsen, jf. også FT 1999-2000, tillæg A, s. 7542. I overensstemmelse hermed fremgår det af forbrugeraftalelovens § 31, stk. 1, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givet udtrykkeligt samtykke hertil. Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med § 31, stk. 1, tilbagebetalt, jf. § 31, stk. 2.
Forbrugeraftalelovens § 6 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27, der henviser til handelspraksisdirektivets artikel 5, stk. 5 (som er gennemført ved markedsføringslovens § 9) og sortlistens pkt. 29 (som er gennemført ved markedsføringslovens bilag 1). Herefter anses det som urimelig handelspraksis, hvis der »afkræves omgående