I de fleste tilfælde er der afsat tre dage til behandlingen af en sag i Højesteret. Af disse tre dage vil der typisk blive anvendt ca. to dage på votering og domsskrivning. Domsskrivningen sker i umiddelbar forlængelse af voteringen. ²¹⁸218. Selve domsskrivningsprocessen er bl.a. også omtalt i mit bidrag til Festskrift til Jens Peter Christensen (Børge Dahl, Michael Hansen Jensen og Søren Højgaard Mørup, red.), 2016, s. 747 ff., især s. 753 ff. Voteringsprocessen er nærmere omtalt hos Lene Pagter Kristensen i Højesteret – 350 år (Per Magid, Torben Melchior, Jon Stokholm og Ditlev Tamm, red.), 2011, s. 137 ff., især s. 164 ff.

Det er karakteristisk for domme afsagt af Højesteret, at de er produktet af det dommerkollegium, der behandler sagen. Det er ikke, som tilfældet er i nogle lande, således, at dommerne afgiver særskilte vota, og at de efterfølgende dommere forholder sig til tidligere voterendes votum, hvorefter de enkelte vota præsenteres i dommen. En arbejdsform, hvorefter de deltagende dommere samarbejder om en fælles begrundelse, muliggør, at begrundelsen ofte kan gøres relativt kort og med fokus på det væsentlige.

Samtidig indebærer den fælles skriveproces, der finder sted, efter at voteringen er tilendebragt, at begrundelsen drøftes indgående dommerne imellem. Der vil typisk først være en drøftelse blandt dommerne af resultatet og den overordnede tilgang i domsudkastet. Når dette ligger nogenlunde fast, vil der være en indgående drøftelse af de enkelte problemer, som sagen giver anledning til, og hvorledes disse skal håndteres og finde udtryk i dommen.

Drøftelserne tager sædvanligvis udgangspunkt i det domsudkast, som førstevoterende har forberedt, men det sker jævnligt, at andre dommere fremkommer med deres tekstforslag til (dele af) begrundelsen. Under drøftelserne af domsudkastet fremføres argumenter for og imod de forskellige mulige alternative formuleringer. Diskussionen kan være meget livlig og finder sted med henblik på at sikre, at alle sten vendes, og at alle relevante betragtninger, herunder udtryk for tvivl mv., bringes frem og drøftes. Ikke mindst i lyset af, at Højesteret træffer afgørelse som sidste instans, præges arbejdet med dommen af åbenhed over for den enkeltes synspunkter og drives af et fælles ønske om at tage stilling til sagens problemer på det bedst mulige grundlag. Ikke sjældent anvendes der endog meget tid på de enkelte sætninger for på bedst mulig måde at få de væsentlige pointer frem. Resultatet af drøftelserne er som nævnt en fælles begrundelse.