Obligatoriske og tinglige rettigheder: enten – eller?
Professor, ph.d. Lars Henrik Gam Madsen, Juridisk Institut, Aarhus Universitet
1. Indledning
I formueretten sondres der grundlæggende mellem obligationsretlige og tingsretlige rettigheder. Det er en sondring, som Mads Bryde Andersen har behandlet flere steder i sit omfattende forfatterskab. 992992. Til illustration kan nævnes Mads Bryde Andersen: Ret og metode (2002) s. 92 f., Mads Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, 4. udg. (2013) s. 25 ff. og Mads Bryde Andersen i Den Store Danske. Der er herudover grund til at fremhæve de tingsretlige arbejder om information og immaterielle rettigheder i eksempelvis Mads Bryde Andersen og Eva Hau: Rettighedsproblemer i forskningssamarbejder (1998) samt Mads Bryde Andersen: IT-retten, 2. udg. (2005) s. 555 ff.
Om begreberne »obligationsret« og »tingsret« anfører ordforklaringerne i Grundlæggende aftaleret følgende: 993993. Mads Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, 4. udg. (2013) s. 495 og 506 (udh. i orig.). Forskellen mellem obligatoriske rettigheder og tingsretlige/ejendomsretlige rettigheder behandles også samme sted s. 25 ff.
Obligationsret: Den del af formueretten, der handler om de såkaldt obligatoriske rettigheder, dvs. de rettigheder, der kan gøres gældende mod personer, i modsætning til dem, der knytter sig til ting (se tingsret).
Tingsret: Ret, der kan gøres gældende mod en ting (f.eks. en panteret), i modsætning til obligationsret eller obligatorisk rettighed, der kan gøres gældende mod en person (f.eks. en leverandørgæld). I en systematisk opdeling af formueretten sondrer man almindeligvis mellem obligationsretten og tingsretten.