dommere er enige om, at der foreligger et ansvarsgrundlag og et kausalt/adækvat tab, men uenige om tabets størrelse, hvorfor en referee slutter sig til voldgiftsretten. Skulle referee, dersom denne er uenig med de partsudpegede dommere i, at der foreligger et ansvarsgrundlag, eller uenig i, at der overhovedet er lidt et kausalt og adækvat tab, være forpligtet til at acceptere de delkonklusioner, som de partsudpegede voldgiftsdommere er enige om, eller vælge at fratræde? Og hvad hvis den næste referee deler den første referees opfattelse?

Også i relation til tabets størrelse kan man tænke sig, at den ene parts udpegede voldgiftsdommer finder, at der er lidt et tab på 10 millioner kr., mens den anden bedømmer tabet til at være 50 millioner kr. Skadelidte har nedlagt påstand om betaling af 100 millioner kr., og skadevolder har nedlagt påstand om frifindelse. Skulle referee ikke kunne frifinde skadevolder, hvis der ikke findes at være lidt et tab eller omvendt tilkende skadelidte en erstatning på mindre end 10 millioner kr. henholdsvis mere end 50 millioner kr., hvis dette bedømmes at være tabet? Er hans eneste alternativ til at træffe en afgørelse mellem de af de partsudpegede voldgiftsdommeres yderpunkter da også her at fratræde?

Og endelig kan nævnes det tilfælde, at referee finder, at et synspunkt, som er lagt til grund af begge de partsudpegende voldgiftsdommere strider mod forhandlingsmaksimen eller er ultra petita og dermed eksponerer en voldgiftskendelse med det anførte resultat for tilsidesættelse ved domstolene, jf. Voldgiftslovens § 37, stk.2, nr. 1, litra c? Og hvad skal den referee gøre, der ikke mener at kunne stå inde for et resultat svarende til den ramme, der er tilvejebragt ved de partsudpegede voldgiftsdommeres vota? Er hans eneste mulighed at fratræde?

Der bør ikke efter min opfattelse være begrænsninger i en referees adgang til at drage de bevismæssige og retlige konklusioner, som denne finder mest korrekte.

Voldgiftsloven og modelloven omtaler ikke en »umpire«. En udførlig regulering heraf findes derimod i AA 1996 sec. 21, hvor partsautonomien i forhold til en sådan umpires rolle er fastslået i sec 21(1) med en fremhævelse af visse karakteristika i litra a og b, og hvor de deklaratoriske regler om umpire og dennes rolle og funktion er indeholdt i AA 96 sec. 21(2). Da bestemmelsen i AA 96 sec. 21, som det fremgår af diskussionen nedenfor, formentlig kan have betydning også i forhold til dansk ret, gengives den her in extenso: