Konsekvensen af SL § 82 er således, at der ved udøvelse af selskabsretlige kompetencer, herunder til at træffe beslutninger på generalforsamlingen og i andre relationer, hvor selskabsdeltagernes adfærd måtte være normeret i enten selskabsloven eller vedtægterne, kun skal lægges vægt på denne selskabsretlige normering, hvorimod en afvigende normering fastlagt ved ejeraftale skal ignoreres.

Denne pligt til at se bort fra ejeraftalen og kun iagttage den selskabsretlige normering i lov og vedtægt må efter den åbne karakter af SL § 82 angå alle, såvel kapitalselskabets ledelse, kapitalejerne, dirigenten på generalforsamlingen, og Erhvervsstyrelsen i sin funktion som registreringsmyndighed.

Retsvirkningen af SL § 82 må også gælde tredjemand, der således kan indgå bindende aftaler med kapitalselskabet efter SL § 135, stk. 2-5, baseret på oplysninger i vedtægterne og registreret hos Erhvervsstyrelsen. Det er imidlertid nærliggende, at dispositionen kan underkendes efter SL § 136, stk. 2, nr. 3, såfremt tredjemand er i den fornødne onde tro. Ganske vist har lovgiver søgt at skabe klarhed og transparens ved at prioritere det selskabsretlige retskildehierarki, men lovgiver har ikke i øvrigt søgt at fratage aftalen sin civilretlige gyldihed, hvilket også må gælde i forhold til tredjemand. Foreligger der den nødvendige onde tro, er det næppe nødvendigt at søge tilflugt i aftalelovens § 36; selskabsretten kan selv levere resultatet. ⁷²⁷727. Om samspillet mellem aftaleret og selskabsretlig tegningsret, se Lynge Andersen & Schaumburg-Müller, Tegning og fuldmagt (2010). Om aftl. § 36 anvendelse på vedtægter, se J.L. Hansen, s. 267 ff. i Flodgren m.fl. (red.), Avtalslagen 90 år (2005).

Selvom ejeraftalen ikke har nogen selskabsretlig virkning og dermed kan ignoreres i forhold til den relevante selskabsretlige normering i selskabsloven eller vedtægterne, er ejeraftalen stadig aftaleretligt gyldig og forpligtende for parterne.

Den aftaleretlige rækkevidde af aftalen må fastlægges ved almindelig fortolkning efter aftaleretten. Som fremhævet flere gange i det foregående, er det vigtigt at kunne skelne mellem aftale- og selskabsretten, og dette gælder naturligvis også på den måde, at den aftaleretlige fortolkning ikke bør påvirkes af selskabsretten, medmindre ejeraftalen – aftaleretligt – selv søger at inddrage sådanne elementer i den aftaleretlige kontekst. Antagelsen i kapitalselskabsretten om, at kapitalejere normalt ikke har nogen