trådt i karakter som præjudikatdomstol og har lagt større vægt på sin formidlingsmæssige rolle.
Det hænder imidlertid, at Højesteret begrænser sig til at stadfæste underinstansens dom med henvisning de grunde, som eksempelvis landsretten har anført, og eventuelt med en tilføjelse om, at det, der er fremkommet for Højesteret, ikke ændrer herpå. Ud over at Højesteret i disse tilfælde selvsagt kan tilslutte sig landsrettens begrundelse, vil det i de fleste tilfælde dreje sig om sager, der præges af bevismæssige temaer, eller hvor sagen i øvrigt ikke anses for at være af meget principiel interesse.
4. Afslutning
Som beskrevet ovenfor udfoldes der ved domsskrivningen i Højesteret store bestræbelser på at gøre det klart og tydeligt, hvad det er, der tages stilling til, og hvad Højesteret har lagt vægt på ved afgørelsen af sagen. Arbejdet med at gøre dommene så gode og brugbare som muligt har ikke nogen slutdato, men vil utvivlsomt fortsætte i fremtiden.
Det var indtil for nogle år siden almindeligt, at en eller flere af de højesteretsdommere, der havde deltaget i en sag, kommenterede dommen i Ugeskrift for Retsvæsens litterære afdeling. Kommentarerne, hvis retskildemæssige status var omdiskuteret, indgik ofte i den efterfølgende fortolkning af de pågældende domme. Fra tid til anden mødes man som dommer i Højesteret med spørgsmålet, om ikke praksis med domskommentarer bør genoptages.
Behovet for sådanne domskommentarer må dog antages at være blevet reduceret, i takt med at der ved udformningen af domsbegrundelserne er lagt større vægt på formidling.
Den almindelige opfattelse blandt højesteretsdommere i dag er vist, at kræfterne ikke bør anvendes på domskommentarer, men snarere bør lægges i at skrive domme, der er »velbegrundede og til at forstå«.