I tilknytning hertil blev det som en negativ afgrænsning af uredelighedsbegrebet i § 3 bestemt, at udvalgene ikke kan behandle »sager, der vedrører videnskabelige teoriers holdbarhed eller sandhed eller sager, der vedrører forskningskvaliteten af et videnskabeligt produkt«. Selvom det er udtrykt som en kompetenceregel, er der reelt tale om en uddybning af det materielle uredelighedsbegreb.

7-punktslisten måtte givetvis læses således, at det ikke var tilstrækkelig til at bære et uredelighedsfund, at en adfærd (der havde påvirket et videnskabeligt produkt) kunne henføres til et punkt på listen. Der skulle også foreligge forsæt eller grov uagtsomhed og utilbørlig vildledning om indsats eller resultat.

I Årsberetningen for 2005 anfører formanden, at der ikke ses at være nogen realitetsforskel mellem det nye og det tidligere uredelighedsbegreb. En sammenligning af formuleringerne synes at indikere, at dette næppe er helt korrekt. Han anfører endvidere om kravet i § 1, stk. 4, hvorefter indklagede skal være videnskabeligt uddannet inden for det forskningsområde, som det videnskabelige produkt vedrører, at kriteriet ikke er klart, men at det »forekommer nærliggende, at der som udgangspunkt må stilles krav om en uddannelse på kandidatniveau«.

2005-bekendtgørelsen fastsætter ikke noget bevissikkerhedskrav.

Udover uredelighedsramte videnskabelige produkter, kunne udvalget efter § 6, stk. 2, også behandler sager om ansøgninger – underforstået: uredelige ansøgninger – om støtte fra offentlige forskningsbevillinger.

Ved lov nr. 552 af 17. juni 2008 om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. blev uredelighedsbegrebet lovfæstet som § 2, nr. 3, i loven, som »Forfalskning, fabrikering, plagiering og andre alvorlige brud på god videnskabelig praksis, som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskningsmæssige re-