sætningsvis heraf, at regionen kunne kræve tilbagebetaling, hvis Ankenævnet for Patienterstatningen senere ændrede Patienterstatningens afgørelse. Landsretten lagde endvidere vægt på, at det i klagevejledningen til Patienterstatningens afgørelse af 28. september 2011 (altså den seneste afgørelse, som blev påklaget) udtrykkeligt var anført, at Ankenævnet for Patienterstatningen kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfaldt og skulle betales tilbage. Derfor kunne indrettelseshensyn ikke afskære regionen fra at kræve tilbagebetaling.
I sagen om C’s brækkede fod afviste landsretten, at erstatningsudbetalingen var omfattet af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt. 10461046. Højesteret var enig med landsretten i afgørelsen af dette delspørgsmål. Den nærmere begrundelse herfor falder uden for denne artikels rammer. For så vidt angår spørgsmålet om de almindelige regler om tilbagesøgning (condicitio indebiti) var begrundelsen for at give regionen medhold på linje med begrundelsen i sagen om B’s blodtryk.
4.3. Højesterets vurdering
Ved Højesterets domme af 7. december 2017 blev patienterne frifundet for tilbagebetalingskravet i begge sager. 10471047. I blodtrykssagen (UfR 2018.1156 H) havde patienten (B) frafaldet sin principale påstand fra byretten om frifindelse for hele tilbagebetalingskravet, idet B som nævnt i afsnit 4.1.1 indforstået med at tilbagetale det beløb på 34.194,89 kr., der var udbetalt i tilknytning til den sidste (påklagede) afgørelse fra Patienterstatningen, og således tog bekræftende til genmæle over for dette beløb. Højesteret fik derfor ikke lejlighed til at tage stilling til, om en region kan kræve tilbagebetaling af erstatningsbeløb udbetalt i henhold til den afgørelse, som patienten selv påklager til Ankenævnet for Patienterstatningen. Højesterets afgørelse kan altså ikke tages som udtryk for, at der er adgang til at kræve tilbagebetaling i den situation.
Højesteret anførte som begrundelse herfor i blodtrykssagen (UfR 2018.1156 H):
»Højesteret har ved dom af 13. juni 2016 (UfR 2016.3276) fastslået, at det beror på en selvstændig vurdering, om en region kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom.
Som nævnt har regionen på baggrund af Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011 udbetalt 229.928,74 kr. til A i godtgørelse for varigt men med tillæg af rente.
Forud for regionens udbetaling af dette beløb havde A i Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011 modtaget en klagevejledning, hvori det var anført, at en klage til ankenævnet kunne indebære en ændring af afgørelsen, således at hun i mindre omfang