sætningsvis heraf, at regionen kunne kræve tilbagebetaling, hvis Ankenævnet for Patienterstatningen senere ændrede Patienterstatningens afgørelse. Landsretten lagde endvidere vægt på, at det i klagevejledningen til Patienterstatningens afgørelse af 28. september 2011 (altså den seneste afgørelse, som blev påklaget) udtrykkeligt var anført, at Ankenævnet for Patienterstatningen kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfaldt og skulle betales tilbage. Derfor kunne indrettelseshensyn ikke afskære regionen fra at kræve tilbagebetaling.

I sagen om C’s brækkede fod afviste landsretten, at erstatningsudbetalingen var omfattet af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 3. pkt. 1046 For så vidt angår spørgsmålet om de almindelige regler om tilbagesøgning (condicitio indebiti) var begrundelsen for at give regionen medhold på linje med begrundelsen i sagen om B’s blodtryk.

4.3. Højesterets vurdering

Ved Højesterets domme af 7. december 2017 blev patienterne frifundet for tilbagebetalingskravet i begge sager. 1047

Højesteret anførte som begrundelse herfor i blodtrykssagen (UfR 2018.1156 H):

»Højesteret har ved dom af 13. juni 2016 (UfR 2016.3276) fastslået, at det beror på en selvstændig vurdering, om en region kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom.

Som nævnt har regionen på baggrund af Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011 udbetalt 229.928,74 kr. til A i godtgørelse for varigt men med tillæg af rente.

Forud for regionens udbetaling af dette beløb havde A i Patientforsikringens afgørelse af 31. januar 2011 modtaget en klagevejledning, hvori det var anført, at en klage til ankenævnet kunne indebære en ændring af afgørelsen, således at hun i mindre omfang