myndighedsafgørelse eller underretning af ejeren. Reglens sammenkobling af biologiske kriterier for det beskyttede godes afgrænsning med juridiske kriterier for de forbudte handlinger, giver betydelige analytiske udfordringer, der yderligere kompliceres af tidsfaktor og naturens dynamik.

Efter min opfattelse er disse vanskeligheder undervurderet af myndigheder og retspraksis, der har løst reglens indbyggede modsætningsindhold som et spørgsmål om myndighedernes skøn. Herved har man set bort fra, at skønselementet i relation til § 3 ikke omfatter retsfaktum – dvs. hvad der er forbudt – men derimod om der skal meddeles dispensation, hvor der skal foretages en bredere afvejning. Udtrykt på en anden måde: Om en lokalitet er omfattet af § 3, og om § 3 er overtrådt, beror efter reglens udformning på en bevismæssig vurdering af retsfaktum, mens det er en skønsmæssig vurdering, om der skal meddeles dispensation. Dette er to principielt forskellige problemer. ¹³⁸⁷1387. Sammenblandingen af retsfaktum og skønsmæssig afvejning i § 3 har en vis støtte i teorien. Se Veit Koester: Naturbeskyttelsesloven med kommentarer, 2009, hvor § 3’s rækkevidde sammenblandes med dispensationsmuligheden, hvormed det afgørende ikke bliver, om § 3 er overtrådt, men om en aktivitet alligevel kan accepteres ud fra en afvejning. Problemet ved denne metodik er, at det sammenblander forbudsnormens rækkevidde (retsfaktum) med myndighedens efterfølgende afvejning, hvilket analytisk leder på vildspor.

Når der er grund til at interessere sig for dette juridisk analytiske problem, er det først og fremmest begrundet med de indgribende virkninger af § 3 for ganske mange grundejere, og fordi mangler i den juridiske analyse har betydelige retssikkerhedsmæssige implikationer. Når retsordenen pålægger borgerne væsentlige begrænsninger i råden over deres ejendom, er det afgørende, at borgerne ved, hvad de ikke må, og at der er klarhed om, hvornår en borger kan drages til ansvar for andre borgeres ulovligheder. Svigter disse betingelser, vil ansvar for overtrædelser let opleves som arbitrær myndighedsudøvelse, hvilket yderligere forstærkes, hvis der er uklarhed om retsfølgen.

Efter naturbeskyttelseslovens § 3 er det forbudt at foretage ændringer i tilstanden i mange vandløb, alle naturlige søer på over 100 m² samt på he-