Med inspiration fra Mads Bryde Andersens analyse af culpareglen i disputatsen ’EDB og ansvar’ handler dette bidrag om de juridiske anvarsproblemer, der opstår mht. retsfaktum og retsfølge, når der som i naturbeskyttelseslovens § 3 er fastsat et forbud mod at foretage ændringer i bestemte naturtypers tilstand for at beskytte naturens dynamik mod nye former for menneskelig indgriben, og loven kræver fysisk lovliggørelse i tilfælde af overtrædelser.

Uanset at der er forskel på det civilretlige ansvar for informationsteknologi, som Bryde Andersen belyser, og ansvar for overtrædelse af offentligretlige regler, er der fælles karakteristika. I begge tilfælde må ske en retrospektiv vurdering, hvor det må undersøges, om der forelå det fornødne retsfaktum, og om ansvarsbetingelserne er opfyldt, hvem der i givet fald skal bære ansvaret, og hvilke retsfølger ansvaret i så fald har. Ved denne vurdering udgør beskrivelsen af retsfaktum i relation til informationsteknologien en særskilt analytisk udfordring, som i en vis forstand også er omdrejningspunktet for Bryde Andersens afhandling.

Beslægtede beskrivelsesproblemer gør sig gældende mht. retsfaktum i naturbeskyttelseslovens § 3, der indeholder et forbud mod, at der foretages ændringer i tilstanden i beskyttede naturtyper omfattet af § 3, medmindre der er meddelt dispensation efter § 65, stk. 2. Selv om § 3 lyder enkel, frembyder reglens anvendelse betydelige analytiske udfordringer.

Problemet er grundlæggende, at § 3 indebærer et forbud mod at foretage ændringer i en tilstand, der i alle tilfælde lovligt vil ændre sig. En ejendom er som udgangspunkt omfattet af § 3, når bestemte biologiske kriterier er opfyldt, hvorfor rådighedsbegrænsninger ikke kræver en