I den ovenfor under pkt. 3.2 omtalte Achmea-dom om en bilateral investeringstraktat (BIT) mellem Nederlandene og Tjekkoslovakiet, og hvor voldgiftssagen fandt sted i Tyskland, bemærkede EU-Domstolen, at tysk ret foreskrev, at den tyske domstol, der skulle efterprøve voldgiftsrettens afgørelse, alene kunne foretage en begrænset prøvelse, der bl.a. vedrørte voldgiftsaftalens gyldighed i henhold til den lov, der fandt anvendelse, og spørgsmålet om, hvorvidt anerkendelse eller fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen ville stride mod ordre public. EU-Domstolen bemærkede, at den i Eco Swiss-dommen havde fastslået, at en så begrænset prøvelse i private voldgiftssager var forenelig med EU-retten, forudsat at EU-rettens grundlæggende bestemmelser kunne blive behandlet i forbindelse med denne efterprøvelse og i givet fald være genstand for en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. EU-Domstolen fandt imidlertid samtidig, at en voldgiftsprocedure som den, der var omhandlet i BIT’en, adskilte sig fra en handelsvoldgiftsprocedure. Mens den sidstnævnte finder sin oprindelse i de pågældende parters aftalefrihed, er den førstnævnte nemlig resultatet af en traktat, hvorved medlemsstater giver deres samtykke til, at tvister, der kan vedrøre anvendelse eller fortolkning af EU-retten, undtages fra deres egne domstoles kompetence og følgelig fra den ordning med adgang til domstolsprøvelse, som TEU art. 19, stk. 1, pålægger dem at tilvejebringe på de områder, der er omfattet af EU-retten. Hertil kom, at muligheden for at indbringe disse tvister for et organ, der ikke udgør en del af Unionens retsorden, er fastsat ved en aftale, som ikke er blevet indgået af Unionen, men af medlemsstater. På denne baggrund fandt EU-Domstolen, at voldgiftsklausulen var i strid med TEUF art. 267 og 344.