kendetegner alle computerprogrammer i form af en algoritme beregnet til udførelse af en procedure på en computer.

Tilsyneladende er det dog i praksis ikke forbundet med uoverstigelige vanskeligheder at opfylde hverken kravet om teknisk karakter eller de øvrige patenterbarhedskrav, herunder kravet om opfindelseshøjde. EPO har udstedt sådanne patenter i stort tal.

Om denne reelle mulighed for direkte eller indirekte patentbeskyttelse af software generelt gør mere skade end gavn, kan formentlig diskuteres. ⁸⁷87. Se Jens Schovsbo i Schovsbo, Rosenmeier og Salung Petersen: Immaterialret, 5. udg., 2018, p. 269, og Are Stenvik: Patentrett, 3. utg. 2013, p. 138. En patentretlig beskyttelse vil via patentkravs- og ækvivalenslæren kunne give en anden og i en vis forstand bredere beskyttelse end den, der kan opnås ved ophavsrettens efterligningsbaserede produktsammenligning. Baggrunden for i sin tid principielt at undtage edb-programmer fra patentbeskyttelse var bl.a., at man fandt, at beskyttelse her mere hensigtsmæssigt og fyldestgørende kunne gives efter de ophavsretlige regler. Der er derfor god grund til at se nærmere på disse.

Computerprogrammer (edb-programmer) henregnes til litterære værker, jf. OHL § 1, stk. 3, og er dermed beskyttet ophavsretligt som sådanne. ⁸⁸88. Edb-direktivet er som tidligere nævnt lex specialis i forhold til den almindelige ophavsretsbeskyttelse efter infosoc-direktivet, men computerprogrammer er ikke tildelt nogen selvstændig sui generis-beskyttelse (selv om sui generis-modellen kunne synes at ligge mere lige for, og selv om man oprindeligt – tilbage i 1970’erne – seriøst overvejede denne mulighed). Valget af beskyttelsesmodel faldt derimod anderledes ud for databaser efter databasedirektivet, jf. nedenfor. Der er dog ikke i gængs forstand tale om at beskytte en »litterær« indsats fra ophavsmandens side, og selv om programmet nedfældet på papir i skriftlig form (kildekoden) nok i nogen grad lader sig sammenligne med andre litterære værker, gælder dette ikke programmet i digital eller maskinlæsbar form (objekt- eller maskinkoden) – og et computerprogram er nu engang ikke først og fremmest skrevet for at blive læst af mennesker, men for at blive læst af maskiner.