tiden inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, idet dog medkontrahentens eventuelle krav på depositum skal opfyldes af erhververen.«

Udgangspunktet efter almindelige obligationsretlige regler er, at et debitorskifte, hvorved en ny skyldner indtræder i forpligtelserne ifølge kontrakten med den tidligere debitors frigørelse, kræver samtykke fra kreditor, da debitors identitet ofte er afgørende for kreditors adgang til fyldestgørelse. ¹⁰⁷⁸1078. Jf. bl.a. Bo von Eyben, Peter Mortensen og Ivan Sørensen: Lærebog i obligationsret II, 4. udg., s. 17 ff., og Torsten Iversen: Obligationsret 3 del, 3. udg., s. 195 ff. Debitor kan derfor ikke indsætte en ny skyldner i sit sted uden kreditors samtykke eller lovhjemmel.

Bestemmelsen i KL § 14 c, stk. 2, indebærer, at en gensidigt bebyrdende aftale, som skyldneren har videreført efter KL § 12 o, som udgangspunkt skal kunne overdrages som led i en virksomhedsoverdragelse, medmindre andet følger af retsforholdets beskaffenhed. KL § 14 c, stk. 2, 1. pkt., hjemler dermed adgang til debitorskifte af gensidigt bebyrdende aftaler uden fordringshaverens samtykke, hvis dette sker som led i en rekonstruktion, der gennemføres helt eller delvist som en virksomhedsoverdragelse.

Bestemmelsen er et indgreb mod kreditors almindelige ret til at nægte samtykke til debitorskifte. Konkursrådet angiver i Bet. 1512/2009, s. 396, at dette indgreb skal »ses i lyset af, at formålet med en rekonstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse primært er at sikre virksomhedens overlevelse til gavn for samfundet, der derved bevarer arbejdspladser og produktion. Konkursrådet finder, at en afvejning mellem disse hensyn må føre til, at fordringshaverne som udgangspunkt bør tåle et debitorskifte.«