var beføjet til at foretage ændringen med virkning for allerede indbetalte bidrag uden samtykke fra den enkelte kunde eller uden udtrykkelig hjemmel i aftalegrundlaget. Det principielle (aftaleretlige) spørgsmål kom aldrig til prøvelse ved domstolene, da Forbrugerombudsmanden og Sampension indgik et forlig for at undgå en langvarig retssag. Ifølge forliget skulle Sampension overføre et beløb svarende til 5 % af den enkelte kundes depot som en individuel særlig bonushensættelse for at sikre, at de økonomiske reserver, som tidligere lå til grund for ydelsesgarantierne, også fremadrettet ville komme de sikrede til gode. Den enkelte sikrede skulle tillige have adgang til (på eget initiativ) inden for en periode af fire uger at frasige sig den individuelle særlige bonushensættelse mod i stedet at fortsætte med den hidtidige ydelsesgaranti for allerede indbetalte pensionsbidrag.
Forliget ændrede ikke ved, at Sampension havde afskaffet ydelsesgarantierne med overenskomstparternes samtykke uden accept fra den enkelte sikrede. Med forliget accepterede Sampension imidlertid at give den enkelte sikrede adgang til på eget initiativ at fastholde ydelsesgarantierne. Ifølge forliget gennemførte selskabet således ændringen med udtrykkeligt samtykke fra overenskomstparterne og passiv accept fra de sikrede.
7. Afsluttende bemærkninger
Det var i god harmoni med »den danske model«, at lovgivningsmagten valgte at overlade ansvaret for arbejdsmarkedspensioner til arbejdsmarkedets parter på linje med de fleste andre løn- og arbejdsvilkår. De kollektive overenskomster udgør fortsat det primære retsgrundlag for arbejdsmarkedspensionerne, herunder den løbende justering af ordningerne. 528528. Se også betoningen heraf hos Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv, U 2005B.271 ff., især s. 280.
Det er løbende blevet påpeget, at arbejdsmarkedspensionerne ikke sikrer, at alle lønmodtagere løbende sparer op til egen pension, og at det kan udgøre et velfærdsmæssigt problem for den enkelte og en samfundsøkonomisk udfordring. 529529. Se Velfærdskommissionen, Fremtiden velfærd – vores valg, 2005, s. 30, De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi – Forår 2008, s. 131 ff., og Finansministeriet, Det danske pensionssystem – nu og i fremtiden, 2017, s. 103 ff. og 156 ff. I to nyere politiske aftaler har regeringen og Dansk Folkeparti erklæret sig enige om at iværksætte et arbejde med sigte på »at