1. 28 Det er i vidt omfang de samme oplysninger, der kræves efter forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven, jf. nedenfor i afsnit 2.3.1-2.3.3.

Forbrugeraftaleloven pålægger den erhvervsdrivende at give oplysningerne, »inden der indgås en aftale«. De oplysninger, som opregnes i markedsføringslovens § 6, stk. 2, skal gives, allerede når der foreligger en »købsopfordring«, jf. definitionen i markedsføringslovens § 2, nr. 10, dvs. ved »kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb«. Oplysninger skal herefter ofte gives på et tidligere tidspunkt efter markedsføringsloven end efter forbrugeraftaleloven. Annoncering på internettet skal opfylde de krav, der stilles til købsopfordringer, første gang forbrugeren præsenteres for varen, også selv om der ikke er en aftalefunktion på hjemmesiden, f.eks. hvor der reklameres for en vare med angivelse af pris i en bannerannonce på en anden erhvervsdrivendes hjemmeside. 29

2.3.1. Abonnementets vigtigste egenskaber

Den erhvervsdrivende skal bl.a. oplyse om ydelsens vigtigste egenskaber, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det skal dermed være klart og tydeligt for forbrugeren, at der er tale om en abonnementsaftale, dvs. et løbende kontraktsforhold, og hvad aftalen omfatter. Er abonnementet sammenkædet med andre produkter, f.eks. en velkomstgave el.lign., skal oplysningerne om abonnementets vigtigste egenskaber præsenteres på lige fod med oplysningerne om de enkelte produkter og i umiddelbar tilknytning hertil eller med en utvetydig henvisning. Et tilsvarende krav om oplysninger om »produktets væsentligste karakteristika i et omfang, der svarer til mediet og produktet«, følger af markedsføringslovens § 6, stk. 2, nr. 1.

2.3.2. Abonnementets pris mv.

Der skal oplyses om abonnementets samlede pris inklusive afgifter og alle yderligere omkostninger samt den samlede udgift pr. afregningsperiode, jf. forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 5 og 6, og tilsvarende markedsfø-