Herhjemme blev det i Høiesterets almindelige Patent af 10 November 1774 slået fast, at »dersom nogen Høiesterets Procurator antager en Sag at giennemsee, og siden ei vil befatte sig dermed, maae han ei anrage den anden Partes Sag, under Straf af 100 Rdlr. til Vor Frelseres Kirke paa Christianshavn; og maae dog ei i samme Sag gaae i Rette«, jf. forskriftens § 9. 370370. Nørregaard (1790), s. 261 (der gjaldt en lignende regel for Overhofretten, jf. »samme Rets Instruxes 22de §«). I Sverige har der været tilsvarende regler i 1734-årsloven og formentlig også i endnu tidligere forskrifter. 371371. Wiklund (1973), s. 203.
Det har længe ligget fast, at generalklausulen om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1, indbefatter et forbud mod interessekonflikter. 372372. Pedersen (1962), s. 129 ff. En overtrædelse af forbuddet kan medføre disciplinærsanktioner og formueretlige retsvirkninger. Disciplinærsanktionerne kan bestå i bøder, irettesættelser og, i grove og gentagne tilfælde, fratagelse af advokatbestallingen, jf. retsplejelovens § 147 c. De formueretlige retsvirkninger kan bestå i salærbortfald og erstatningsansvar. 373373. Se bl.a. U 2010.387 V, s. 395-396 (hvor advokaten blev tilpligtet at tilbagebetale en del af sit salær til sin klient), og U 2003.1577 H, s. 1580 (hvor advokaten blev pålagt en bøde på 2.500 kr.).
4. Principal-agent-problemet
Det er nyttigt for klienterne og resten af samfundet, at advokaternes interessekonflikter imødegås juridisk. Interessekonflikterne kan nemlig have vidtrækkende konsekvenser.
Relationen mellem advokaten og advokatens klient er et kerneeksempel på det såkaldte principal-agent-problem. Problemet går i sin enkelhed ud på, at en opdragstager eller agent som udgangspunkt ikke vil have samme interesser som sin opdragsgiver eller principal. Advokaten vil som udgangspunkt ikke have samme interesser som sin klient. Den rationelle advokat vil som udgangspunkt være motiveret til at lade sine egne personlige interesser påvirke rådgivningen af klienten. Advokatens egne