Da delingsregler trådte i kraft i 2007, blev de mødt med kritik fra mange sider, da de indebar et markant brud med ligedelingsreglen. Der blev benyttet udtryk som: »Det største tyveri siden guldhornene« og »Kvinder taber stort på pensionslov«. ⁵⁶⁴564. Se Gitte Meldgaard Abrahamsen som note 1, s 19. Lisbeth Faurdal ⁵⁶⁵565. Se artiklen i note 14. anførte bl.a., at udgangspunktet om, at ægtefællerne hver især må indrette sig efter, at de får den pension, som svarer til deres uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige situation, selv om der er fælleseje i ægteskabet, grundlæggende rykker ved ligedelingsprincippet. Når kvinder generelt er lavere lønnet, tager den største del af barsels- og forældreorloven og oftere er på deltid, vil kvinder generelt have væsentligt mindre pensionsopsparing end mænd.

Familie- og Forbrugerministeriet og Ægtefællepensionsudvalget var klar over denne problemstilling og forsøgte derfor at begrænse ulemperne ved at indføre forskellige modifikationer hertil for at undgå urimelige resultater. Højesteret må anses for at have bakket op om begrænsningerne. Det er og bliver imidlertid kun »lappeløsninger«, der ikke grundlæggende sikrer, at ægtefæller stilles pensionsmæssigt ens efter et langvarigt ægteskab med formuefællesskab. Det gjorde de gamle regler dog heller ikke, og de gav ganske ofte anledning til urimelige resultater. Den offentligt ansatte (kvinde) kunne f.eks. i ganske mange tilfælde holde en pæn arbejdsmarkedspension uden for ligedelingen, mens den privatansatte (mand), der sparede op på anden måde, skulle dele sin opsparing.

Vi må håbe, at kvinders stigende uddannelsesniveau og den højere grad af ligestilling i hjemmet mv. fører til, at forskellene i pensionsopsparingen med tiden vil mindskes. Indtil da må ægtefællerne indgå aftaler, der sikrer, at det ikke kun er den part, der går på deltid mv., der skal bære de økonomiske ulemper herved, når pensionsalderen nås.