ges her tanker om en bredere informationsret, der bl.a. blev inspirator for mit eget senere disputatsarbejde. Den informationsretlige ramme er velegnet til at forstå nogle af de overlap, der er mellem forskellige informationsretlige discipliner og dermed også til at erkende og behandle de grænsefladeproblemer, der kan opstå mellem dem. På denne vis hviler denne artikel som meget andet retsvidenskabeligt arbejde på et fundament, som Mads har bidraget til at støbe.

2. De persondataretlige regler

2.1. Reglernes materielle anvendelsesområde

Persondataretten tager sit udgangspunkt i persondataforordningen, hvis hovedanvendelsesområde er automatisk behandling af personoplysninger, jf. forordningens art. 2, stk. 1. Personoplysningsbegrebet omfatter enhver form for oplysning, der direkte eller indirekte kan identificere en fysisk person, jf. forordningens art. 4, nr. 1. Begrebet omfatter både objektive oplysninger og subjektive vurderinger af en person. Også ukorrekte oplysninger kan udgøre personoplysninger. Portrætbilleder, der har til formål at afbildede en eller flere bestemte personer, udgør ligeledes personoplysninger. Behandlingsbegrebet omfatter enhver aktivitet, som en personoplysning kan gøres til genstand for, jf. forordningens art. 4, nr. 2. Der er tale om et bredt begreb, som i praksis rummer alle typer af informationshandlinger, herunder skabelse (f.eks. ved at indføre personoplysninger i en tekstfil eller tage et billede af en personer), opbevaring, indsamling og spredning af oplysninger. Kravet om, at behandlingen af personoplysninger skal ske »automatisk«, indebærer, at det er den digitale behandling af personoplysninger, der er genstanden for persondataretten. Oplysninger på papir og mundtlig overlevering er som udgangspunkt ikke omfattet af reglerne.