ditionelt kategoriseres som aftaler, kan have retsvirkninger, f.eks. indgå i bedømmelsen af erstatningsansvar.

Aftalen udgør således en mellemform af normering mellem den generelt forpligtende lovgivning og den mere uforpligtende sociale normering og er karakteriseret ved, at den ved aftalen tilstræbte normering anerkendes af retsordenen, der vil søge at gennemtvinge den om muligt, eller i hvert fald kompensere for dens ikke-opfyldelse.

Formålet med denne artikel er ikke at analysere aftalen som retsstiftende kendsgerning og derved at bidrage til aftaleretten, men blot at forudsætte de grundbegreber, som kendes herfra, og bruge disse på selskabsrettens område. I det følgende er en aftale således blot en typisk aftale, dvs. en tilstræbte normering af adfærd aftalt af to eller flere parter, der tilmed er bevissikret ved at være skriftlig og tiltrådt af aftalens parter. Men disse indledende bemærkninger om aftalens væsen og store betydning for samfundets indretning er nyttige at slå fast, så pointen ikke tabes af syne i gennemgangen af den mere lovmæssige regulering. Lov og aftale har væsentligt forskellige retsvirkninger, men i et frit samfund spiller de begge en vigtig rolle og bør så vidt muligt forenes.

Artiklens formål er at analysere kapitalejeres mulighed for at normere adfærden for det kapitalselskab, hvis kapitalandele de ejer.

Da kapitalselskabet selv blot er et i en lang række af fiktive begreber, som retsordenen gør brug af, og som effektivt modsiger, at jurister skulle savne fantasi, må normeringen af kapitalselskabets adfærd rette sig mod de fysiske personer, der agerer på kapitalselskabets vegne. Det er ikke kun medlemmerne af kapitalselskabets ledelse, men også kapitalejerne selv, når de agerer på generalforsamlingen, der udgør kapitalselskabets øverste myndighed. Genstanden for kapitalejernes normering er således kapitalselskabet ved dets ledelse og kapitalejere, her med et fælles ord kaldet selskabsdeltagere.

Derimod angår artiklen ikke det beslægtede område, der angår kapitalejernes regulering af deres adfærd, når de optræder som ejere af kapitalandele. Omsætningen af kapitalandele er formelt set kapitalselskabet uvedkommende, da det alene er et anliggende mellem kapitalejerne, og kapitalselskabets indretning ændres ikke af, at kapitalandelene skifter ejer, pantsættes eller lign. I børsretten bruges den terminologi efter amerikansk inspiration, at emissionen af kapitalandele sker på det primære marked, mens den efterfølgende omsætning af dem sker på det sekundæ-