Ægtefællerne kan efter ÆFL § 13 indgå ægtepagt om særeje med hensyn til deres pensionsrettigheder, hvilket bl.a. indebærer at ekstra pensioner ikke skal deles, ligesom kompensationsreglerne i ÆFL §§ 44-45 ikke finder anvendelse. Reglen i ÆFL § 41-42 om særejekompensation kan derimod fortsat finde anvendelse. Der kan aftales alle sædvanlige særejetyper, herunder skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssæreje, kombinationssæreje osv. Selvom store pensionsindbetalinger på en pensionsordning, der er særeje, kan der ikke blive tale om reguleringskrav i medfør af ÆFL § 38.

Ægtefællerne kan også indgå en ægtepagt om deling af pensionsrettigheder, se ÆFL § 15. Dette kræver som andre ægtepagter enighed mellem ægtefællerne. Ifølge oplysninger fra advokat Jørgen U. Grønborg indeholder ca. 17 % af alle ægtepagter bestemmelser om deling af pensioner. En sådan ægtepagt om deling kan omfatte kapitalpension og ratepension, men ikke rentepension. Dette er uhensigtsmæssigt for så vidt angår privat oprettede livrenter, da disse i dag som følge af den beløbsmæssigt ubegrænsede fradragsret for præmierne oprettes i stort antal. Ægtefællernes manglende mulighed for at indgå aftale om deling af disse livrenter udgør en markant begrænsning af ægtefællernes aftalefrihed.

En ægtepagt om deling af pensionsformue kan også omfatte »overskydende pension«, hvorefter hver ægtefælle udtager pensionsrettigheder forlods, svarende til at de får lige meget pension, hvorefter den overskydende del deles. Det svarer for så vidt til lovens ordning, hvorefter ekstra pension deles, men ser ægtefællernes pensioner i sammenhæng. Denne ægtepagtsform er meget udbredt i praksis. Der har været lidt usikkerhed om sådanne ægtepagter er gyldige, men det er meget vanskeligt at se, hvorfor de skulle afvises som ugyldige.