handling, selv om de er kolleger til de dommere, som deltog i den oprindelige sag, jf. UfR 2005.3329 H.
UfR 2009.554 Ø angår en sag om tvangsfjernelse af et barn. Byrettens præsident var i sin egenskab af dommer beskikket som medlem af det kommunale børn og unge-udvalg og havde i den forbindelse medvirket i en sag, hvor et barn blev anbragt uden for hjemmet. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen og derefter indbragt for den byret, som det pågældende dommermedlem af børn og unge-udvalget var præsident for. Landsretten fandt, at det forhold, at byretspræsidenten var inhabil i sagen om anbringelse, ikke i sig selv kunne begrunde, at samtlige dommere ved byretten var inhabile. 241241. Se også UfR 2015.2367 V.
5.2. Dommerfuldmægtige og retsassessorer
I UfR 2014.2898 H om dommeren, som leder Sø- og Handelsrettens skifteafdeling, omtalt foran i afsnit 4.4, udtaler Højesteret, at inhabilitet hos en dommer ikke automatisk har den afsmittende virkning, at en dommerfuldmægtig eller retsassessor ved samme ret bliver inhabil. 242242. Se tilsvarende UfR 2014.2907 H. Om der foreligger afsmittende virkning, beror på en konkret vurdering af karakteren af dommerens inhabilitet sammenholdt med den relation, der i det daglige er mellem den inhabile dommer og dommerfuldmægtigen eller retsassessoren, herunder om dommerfuldmægtigen eller retsassessoren virker i den inhabile dommers afdeling. Ved den konkrete bedømmelse fandt Højesteret, at den inhabilitet i en sag om konkursbehandling af en andelsboligforening, som ramte dommeren, der var leder af Sø- Handelsrettens skifteafdeling og eneste udnævnte dommer i den afdeling, havde afsmittende virkning på en retsassessor, som gjorde tjeneste i afdelingen.
UfR 2010.575/1 Ø angår en nævningesag ved en byret. En af byrettens dommere var inhabil i sagen. En konstitueret retsassessor blev udpeget til at deltage som dommer i sagen. Retsassessoren var ikke og havde ikke været i dommerens afdeling og var ikke undergivet dommerens instruktionsbeføjelse, ligesom dommeren ikke skulle afgive udtalelser om hendes virke. Landsretten fastslog, at der ikke forelå inhabilitet. 243243. Landsretten tog med henvisning til domstolsreformen med føje afstand fra hidtidig landsretspraksis om inhabilitet hos retsassessorer og dommerfuldmægtige ved dommeres inhabilitet.