Hvor går grænsen for juraen? Hvis man anser de i denne artikel fremhævede forfattere for ædruelige repræsentanter for dansk retstradition, så er svaret langt fra entydigt. Det er et gennemgående træk hos de fremhævede forfattere, at retten er forankret i en eller anden form for retsbevidsthed, som dybest set ligger uden for den egentlige retsorden. Hvor Ørsted henviser til den almindelige folkebevidsthed, pegede Bornemann på samfundets anerkendelse af reglen, ligesom Bentzon anførte, at dommeren skal se på retten med samfundets øjne svarende til opfattelsen hos alle rettænkende og sagkyndige mennesker.

Et snævert blik på lovbestemmelser og tekster har derfor næppe nogensinde være tilstrækkeligt. Ørsted mente, at den positive lovgivnings hensigt ikke var at tilsidesætte, men derimod at søge at bevare, rette og forædle det retssystem, der har dannet sig ved »den naturlige Retsfølelse, den sunde fornuft, det borgerlige Livs Tarv, Retsgjenstandens Natur og Folkets Sæder«. Bornemann anså det for en opgave, at formulere retssætninger på grundlag af »aldeles fri og selvstændig videnskabelig erkendelse af Forholdets retlige natur i sin rene Almindelighed, eller med andre Ord, efter »naturlig ret«, Retsphilosophiske Principper.«

Med Goos drejede blikket sig væk fra, hvad han kaldte fantasi, mystik, åndsliv og andet tilhørende fiktionernes rige, ligesom Bentzon tog afstand fra naturret og etisk retsfilosofi. Ikke desto mindre anerkendte Bentzon betydningen af såvel en formel som en ideel retfærdighed. Bentzon kaldte det en sikkerheds- og retfærdighedstendens, hvorimod Ross