med tiden blev praksis, at aftalen blev forlænget for perioder på et halvt år ad gangen, mens de øvrige vilkår blev aftalt uændret, og stedse inden udløbet af den tidligere periode. Der var således en meget høj grad af fasthed i samhandelen mellem Vestlax og Royal Greenland. Dette vel at mærke en fasthed, som rakte ud over det blotte længerevarende tidsrum for samhandlen, og som også viste sig ved videreførelse af – »gentagelse af« – vilkår fra perioder, der fulgte ubrudt efter hinanden og stedse forlængedes inden hver periodes udløb.

Der er grund til at notere sig den yderligere begrænsning, der ligger i dommens præjudikatværdi med præmissernes angivelse af, at der i sagen krævedes modregning med et erstatningskrav i krav på betaling for tidligere leverancer, der var sket »kort forinden« den seneste forlængelse af det løbende samhandelsforhold. Af præmisserne kan det således ikke sluttes, at resultatet ville være blevet det samme, hvis der eksempelvis var fremsat krav om modregning i krav på købesummen for leverancer i slutningen af den efterfølgende seksmånedersperiode (f.eks. i september 2005). Højesteret har med denne formulering reserveret muligheden for, at det tidsmæssige aspekt – en længere hengået tid efter modkravets opståen og hovedkravets opståen – kan have som konsekvens, at modkravet ikke kan anses for konnekst. I så fald med den virkning at financieren kun skal tåle modregning, hvis betingelserne i GBL§ 28 er opfyldt.

På samme måde som en fakturaskyldner kan fortabe indsigelser mod en fordring over for erhververen – f.eks. som følge af passivitet, forældelse eller opgivelse – kan dette tænkes med hensyn til bestående modregningsadgang. Financieren kan afværge indsigelser ved at få faktura-