Artiklen har analyseret kapitalejernes mulighed for at forpligte selskabsdeltagere. Ved en sådan normering kan kapitalejerne benytte sig af vedtægter eller ejeraftale. Disse to instrumenter indgår på selskabsrettens område i et retshierarki, hvorefter vedtægterne er den trinhøjere norm, som ikke kan tilsidesættes af ejeraftalen. Et tilsvarende retskildehierarki kendes fra aftaleretten, hvor lovgivning er den trinhøjere norm.

Når det betænkes, at vedtægterne udstedes med hjemmel i selskabsloven og af denne er tillagt særlige retsvirkninger over for tredjemand, ses det, at de to hierarkier reelt er ens, selvom det selskabsretlige opererer med tre trin:

Retskildehierarkiet opfyldte sin funktion som løsningsmodel ved normkonflikt på området for absolutte konflikter, dvs. hvor normeringen på de forskellige trin var indbyrdes uforenelige. Derimod var det forud for selskabsreformen af 2009 uklart, om dette også gjaldt ved betingede konflikter. En sådan afklaring blev opnået ved at styrke det selskabsretlige retskildehierarki også på området for betingede konflikter ved SL § 82.

Vedtægterne er således det primære instrument, såfremt kapitalejerne ønsker at opnå en bindende selskabsretlig normering af selskabsdeltagerne. Denne selskabsretlige normering må ske i det selskabsretlige system og være tilpasset den selskabsretlige kontekst, f.eks. angå kapitalandelene og deres retspositioner. Erhvervsstyrelsen påser disse krav om vedtægtsrelevans og bør i den henseende i videst mulige omfang søge at tilgodese