Advokater er underlagt detaljerede regler om interessekonflikter i kraft af de advokatetiske regler og en stadigt mere righoldig retspraksis, der uddyber generalklausulen om god advokatskik i retsplejelovens § 126, stk. 1. Reglernes indhold har ændret sig med tiden, og som Mads Bryde Andersen påpegede til Det Nordiske Juristmøde i 2014, forekommer reglerne ikke på alle punkter lige hensigtsmæssige. ³⁶³363. Bryde Andersen (2014), s. 11 ff.

Reglerne berører en række tungtvejende hensyn, som peger i forskellige retninger. Der er delte meninger om, hvordan disse hensyn skal afvejes. Et af reglernes mest kontroversielle aspekter er den såkaldte identifikationsvirkning, hvorefter en advokat identificeres med sine kolleger og kontorfæller i vurderingen af, om advokaten er genstand for en interessekonflikt. Med henvisning til dommen U 1998.1105/2 H, der omtales nærmere nedenfor, anførte Jon Stokholm og Michael Rekling i 2006, at »der er fuldstændig identifikation mellem alle advokater og advokatfuldmægtige, der arbejder i et advokatinteressentskab, et advokatselskab eller et kontorfællesskab«. ³⁶⁴364. Stokholm og Rekling (2006), s. 52. Identifikationsvirkningen er også skrevet ind i de advokatetiske regler. ³⁶⁵365. De advokatetiske regler (2015), afsnit 12.4.

I det følgende undersøges identifikationsvirkningens grundlag og rækkevidde. Først identificeres retsgrundlaget (afsnit 2) og baggrunden for