Ud fra en nutidig betragtning må rækkevidden af 1915-flagbekendtgørelsens strafbelagte flagningsforbud i tillæg til det foran anførte endvidere vurderes i lyset af grundlæggende ytringsfrihedshensyn. Sådanne hensyn blev, hverken i 1915 eller i 1934, tillagt den vægt, der i dag bliver dem til del i både lovgivningspraksis og retspraksis.

Flagning må i almindelighed opfattes som en symbolsk ytring, og 1915-flagbekendtgørelsen var da også netop baseret på en sådan betragtning. Flagning med fremmede landes nationsflag kunne opfattes som en ytring, der kunne true Danmarks neutralitetspolitik under Første Verdenskrig, og derfor skulle sådan flagning strafbelægges.

Symbolske ytringer er på lige fod med andre ytringer omfattet af grundlovens ytringsfrihedsbestemmelse i § 77 om, at enhver berettiget til at offentliggøre sine tanker. Det er almindeligt anerkendt, at § 77 alene beskytter den formelle ytringsfrihed – forbuddet mod censur – men ikke beskytter den materielle ytringsfrihed. Det er derfor op til lovgivningsmagten at bestemme, hvilke ytringer der skal være strafbare, dog med de begrænsninger, der for så vidt angår politiske ytringer kan følge af grundlovens § 13 og § 31, stk. 2, og for så vidt angår religiøse ytringer af grundlovens § 67. ¹³¹⁴1314. Se i det hele herom og om det følgende Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udg., 2016, s. 344-351. Om fremvisning af flag som symbolsk ytring se også Tibetkommissionens beretning, 2017, s. 378.

I tillæg til den sikring af den materielle ytringsfrihed, der følger af de nævnte grundlovsbestemmelser, har Højesteret gennem de seneste årtier i en lang række domme fastslået, at hensynet til ytringsfriheden må indgå med betydelig vægt ved fortolkningen af lovbestemmelser, der sætter grænser for den materielle ytringsfrihed. Det er svært at se, at det skulle stille sig anderledes, hvis det i dag skulle komme til en sag om overtræ-