andre landes flagregler, som Flaglovkommissionen af 19. Juli 1927 foretog, viste som nævnt, at langt de fleste lande havde en som udgangspunkt uhindret adgang for private til anvendelse af fremmede flag, således at den fri adgang til sådan anvendelse alene kunne begrænses af hensynet til opretholdelse af den offentlige orden og sikkerhed. Sådan forholder det sig stadig.

I landene omkring os – Norge, Sverige og Tyskland – gælder der da heller ikke et generelt forbud mod at flage med andre landes flag. Kun i tilfælde, hvor flagning konkret kan give anledning til forstyrrelse af den offentlige orden og sikkerhed, kan myndighederne gribe ind.

Konklusionen er, at meget taler for, at det må anses for ganske tvivlsomt, hvor langt adgangen til at straffe for overtrædelse af justitsminister C. Th. Zahles mere end 100 år gamle forbud mod at flage med fremmede landes flag rækker i dag.

Man går imidlertid næppe meget galt i byen, hvis man antager, at der ikke for tiden er nogen overvældende trang hos flertallet af de politiske partier til at give sig i kast med en gennemgribende lovregulering af flagspørgsmålet. Fortidens skibbrudne forsøg herpå kan da også nok virke noget afsvalende på entusiasmen i så henseende. I betragtning af den vægt, der i vore dages retsorden lægges på hensynet til ytringsfriheden og på kravet om klar lovhjemmel for indgreb i borgernes retsforhold og for straf, kunne en ophævelse af 1915-flagbekendtgørelsens flagningsforbud dog synes at burde ligge lige for.

I hvert fald har Flaglovkommissionens kernefulde betragtning om, at »Bestemmelser om Borgernes Adgang til at benytte Flag og om Begrænsninger heri utvivlsomt efter Grundlovens Givelse bør gives ved Lov og ikke ad administrativ Vej«, ikke mindre for sig i dag, end da kommissionen afgav betænkning for snart 90 år siden.