»At behandle Formuerettens centrale Spørgsmaal er i og for sig en fristende Opgave. Men den er højst vanskelig. Der er flere farlige Skær og Strømme at undgaa. Og navnlig er der to, der paa de fleste vil virke som Scylla and Charybdis. Der er for det første en Fare for, at man – netop paa Grund af Emnernes omfattende og almindelige Karakter – skal blive ført ind paa en abstrakt dogmatisk Undersøgelse og herigennem til en Række almindelig holdte Betragtninger og Grundsætninger, hvis reelle Værdi er meget ringe eller slet ingen. [...] Og hvis man omvendt undgaar dette Skær, er der Fare for, at man i sin Iver herfor gaar til den modsatte Yderlighed, gaar over til en individualistisk Behandling, der kapitulerer overfor Livets Mangfoldighed, opløser alle tidligere faste Grundsætninger og Begreber, og som istedenfor at tage Arbejdet op for at finde nye, rigtigere Grundsætninger fortaber sig i den Grad i Betragtninger over alle Synspunkternes Relativitet, at Undersøgelsen bliver ganske negativ og gold og i sidste Instans ender med at henvise Praktikeren til efter et konkret Skøn i de enkelte Tilfælde at anvende snart det ene, snart det andet af de forskellige Principper, uden dog nærmere at angive, hvornaar det ene og hvornaar det andet skal anvendes, altsaa en Behandling, der kun giver Praksis Stene for Brød.« ⁸¹⁵815. Jf. Fr. Vinding Kruse i U 1912 B s. 59.

»Hovedpunkterne i det[te] program [...] er: