dighederne mv. Disse data kommunikeres til havnen i Mombasa, der herefter kan forberede modtagelsen af containeren.

Alle informationer om, hvilke dokumenter der er udstedt, hvem der har udstedt dem og hvornår, hvor varerne befinder sig, hvem der råder over dem, samt hvad det næste skridt på varernes rejse er, indlejres i smartkontrakten og kan tilgås af alle involverede parter visuelt i det pågældende flowchart såvel som på dokumentplan. Systemet holder løbende øje med, at alle relevante informationer og dokumenter er indhentet og giver alle aktørerne overblik over processen.

Når varen endeligt er ankommet og overgivet til køber, eksempelvis på havnen i Rotterdam, sker betaling af sidste rate automatisk.

Systemet – som i skrivende stund forventes klar til udrulning i juni 2018 – vil kunne videreudvikles til at integrere logistik- og leverandørstyring (supply chain management), økonomistyring mv. På denne måde kan virksomhederne skabe ét fælles, transparent og troværdigt system. Hvis toldmyndigheder mv. kobles på systemet, vil virksomhederne kunne dokumentere transaktionen, og myndighederne får (nemmere) adgang til den information, som er nødvendig for at kunne ansætte told, moms, afgifter mv. Herved vil smartkontrakten integrere flere juridiske discipliner inden for offentlig ret såvel som privatret, eksempelvis told- og afgiftsret, køberet, transportret, finansieringsret, forsikringsret, mv.

Datainput sker direkte i systemet af indbudte parter og myndigheder, som ved at anvende digitale signaturer beviser deres autorisation. Et sådant system vil derfor være mindre sårbart over for forfalsket datainput, end det er tilfældet for papirdokumenter (eksempelvis falske eller forfalskede certificeringsbeviser, fragtsedler mv.). På samme måde som en traditionel DLT, er det praktisk set umuligt at ændre allerede indtastede data i en konsortie- eller privat DLT, medmindre de implicerede parter i fællesskab accepterer dette. Men til forskel fra de fleste offentlige, distribuerede ledgers er den juridiske identitet af deltagerne på forhånd kendt og kan sikres ved at anvende digitale signaturer.

5. Perspektivering – muligheder, udfordringer, og juristens fremtidige rolle

Som beskrevet ovenfor omgives smartkontrakter og DLT af stor entusiasme for mulighederne for at skabe mere effektive processer og forvanskningsfrie databaser. Der er selvfølgelig en risiko for, at visionerne gøres til skamme, og det viser sig, at teknologien i praksis ikke får den store betydning. Ikke desto mindre investeres der i øjeblikket så massivt i