Også den tyske forfatningsdomstol noterer sig, at Domstolen i Mangold har brugt et direktiv som løftestang til udviklingen af almindelige grundsætninger (pkt. 78-79 i forfatningsdommen). Som det vil ses af min gennemgang nedenfor af forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2010, mener forfatningsdomstolen ikke, at en sådan fremgangsmåde kan kritiseres, idet direktivet er udtryk for en accept af diskriminationsforbuddet hos medlemsstaterne. Anderledes ville det, udtaler forfatningsdomstolen (pr. 78), have været, hvis man gennem almindelige grundsætninger ville skabe både ret og pligt for borgerne, uden at der herved lå en sekundær retsakt til grund for antagelsen om den almindelige grundsætning. Dette er netop ikke situationen, fremhæver forfatningsdomstolen (pr. 79).

Det her omhandlede princip, der som nævnt blev betegnet »løftestangsprincippet« eller »the leverage principle«, må rettelig anskues som en del af Domstolens retsskabende virksomhed – der som nævnt er accepteret af lovgivningsmagten i Danmark gennem hele den periode, vi hidtil har været medlem af EF/EU.

Endelig henviser jeg til, at den tyske forfatningsdomstol i sin grundige gennemgang af Mangold i forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2010, 2661/06, bestemt ikke er blind for Mangold’s mangler, men desuagtet har accepteret Mangold som et led i Domstolens retsskabende virksomhed, og dermed som bindende også for tyske domstole.

Og hermed er det på tide at nå frem til, hvordan den tyske forfatningsdomstol, der altså gennem årtier har været grundrettighedernes europæiske bannerfører, tog Mangold-dommen under kærlig behandling – vel vidende, at det ikke var og er noget mesterstykke af en dom fra EU-Domstolens side, men samtidig erkendende, at retssikkerhedsprincipper har flere niveauer, og at »skæve« EU-domme somme tider må accepteres.

Jeg skal herefter i meget sammentrængt form gengive de vigtigste observationer fra forfatningsdomstolens dom af 6. juli 2010, 2661/06.

Sagen drejede sig om tidsbegrænset ansættelse, hvor tysk ret gav mulighed for, at tidsbegrænset ansættelse uden nærmere begrundelse for tidsbegrænsningen kunne ske i videre omfang, end hvad direktivet om tidsbegrænset ansættelse, der endnu ikke var omsat til national lov, tillader, når medarbejderen var fyldt 52 år (nedsat fra 58 år ved lov). De to fo-