Noter om løsning af kommercielle tvister ved brug af mediation
Generalsekretær Steffen Pihlblad, Voldgiftsinstituttet
1. Indledning
Metoder til brug for løsning af kommercielle tvister opstår og formes primært efter brugernes behov.
Voldgift og domstolsbehandling har gennem mange år været de foretrukne metoder til brug for løsning af denne form for tvister.
Mediation er i nogle lande i stigende grad en fast bestanddel af virksomhedernes beredskab til løsning af tvister. Sådan forholder det sig (endnu) ikke i Danmark. Jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med Mads Bryde Andersen, da han var formand for Voldgiftsinstituttet, og senere i forbindelse med hans mange hverv som især voldgiftsdommer i kommercielle tvister. I takt med, at mediation er blevet en større del af instituttets virke, har jeg med interesse studeret Mads’ bestræbelser på at slå den rette tone an, når det kommer til løsning af kommercielle tvister ved brug af mediation. Særligt skal fremhæves »slagudvekslingen« mellem Mads og advokat Claus Kaare Pedersen, se nærmere Advokaten 2005, siderne 27-30, 31-34 og 125-128.
Inspireret heraf vil jeg i det følgende fremkomme med nogle bemærkninger, som forhåbentlig kan bidrage til øget brug af mediation her i landet og til at mediationen i øvrigt gennemføres på en måde, som imødekommer erhvervslivets behov.