4. Inhabilitet i praksis: den enkelte dommer

I det følgende gennemgås Højesterets praksis suppleret med illustrative landsretsafgørelser. Som det fremgår af afgørelserne, skal der ganske meget til, for at en dommer er inhabil i retlig forstand. I dette afsnit er fokus på den enkelte dommer, nedenfor i afsnit 5 på hele retten.

4.1. Dommerens tidligere behandling af spørgsmål med tilknytning til sagen

En dommer, der har truffet afgørelse om varetægtsfængsling på grundlag af særligt bestyrket mistanke, må ikke efterfølgende deltage i pådømmelsen af det forhold, som mistanken angik. Det følger af retsplejelovens § 60, stk. 2. 231 Bestemmelsen blev indført på baggrund af Hauschildt-sagen, hvor Menneskerettighedsdomstolen fandt, at der kun var en lille forskel mellem forhåndsvurderinger af, om der forelå særligt bestyrket mistanke, og vurderingen af skyldsspørgsmålet ved pådømmelsen af selve straffesagen. 232

Visse lignende forhåndsvurderinger kan tilsvarende føre til inhabilitet. Der kan eksempelvis foreligge inhabilitet efter retsplejelovens § 61, når en dommer i en sag skal tage stilling til, om nogle omstændigheder er bevist, og dommeren allerede i en tidligere sag har lagt til grund, at disse omstændigheder er bevist, jf. UfR 2005.908 H.

Men ud over tilfælde omfattet af retsplejelovens § 60, stk. 2, og visse lignende forhåndsvurderinger er der solid højesteretspraksis for, at det ikke i sig selv medfører inhabilitet, at en dommer tidligere har behandlet spørgsmål med tilknytning til sagen. 233

I UfR 2014.2337 H udtaler Højesteret eksempelvis, at det forhold, at en dommer i en tidligere straffesag har truffet afgørelse vedrørende en anden tiltalt i samme sagskompleks, ikke i sig selv rejser nogen objektivt begrundet tvivl om dommerens upartiskhed i en efterfølgende straffesag,